DER ER MANGE kommentatorer, der korrekt påpeger, at USAs indgreb i Venezuela går stik imod folkeretten, især i den ambitiøse version, der blev kodificeret i FN efter Anden Verdenskrig. Medlemsstaterne af den ny verdensorganisation blev forstået som suveræne nationer, med fuld ret til at afgøre deres egne interne forhold, og det var forbudt andre stater at angribe dem militært for ikke at tale om at overskride grænser og annektere territorier. Undtaget var kun rene forsvarsaktioner.

I en vis forstand er det en lettelse, at vi ikke igen skal høre amerikanerne forklæde deres reelle intentioner i akavet FN-poesi, skriver Frederik Stjernfelt. Foto: Nicole Combeau, Scanpix
I en vis forstand er det en lettelse, at vi ikke igen skal høre amerikanerne forklæde deres reelle intentioner i akavet FN-poesi, skriver Frederik Stjernfelt. Foto: Nicole Combeau, Scanpix

Idealet var en gang for alle at overskride den klassiske internationale magtpolitik, det indviklede, tredimensionelle geopolitiske skakspil, hvor stærke stater udspændte en indflydelsessfære omkring sig af mindre stater, der reelt kun havde begrænset selvstyre – og at afvikle imperier, hvor kolonier og andre undergivne områder blev styret af et imperium eller en centralmagt. Skulle der opstå konflikter, kunne de lægges på is ved indsættelse af FN-soldater, de blå hjelme med begrænset våbenudstyr, der ideelt set skulle fastholde freden langs eksisterende konfliktlinjer.