Replik-replik. Tina Magaard har misforstået min bog Danmarks moskéer og imampakken.
Mere forvirring end afsløring
Den 26. september bragte WA replikken »Mere tilsløring frem for afsløring« af Tina Magaard. Replikken, et såkaldt modsvar, indeholder alvorlig kritik af mig og min forskning. Som forsker byder jeg kritik velkommen, men tilgangen og stilen i Magaards tekst ligger alligevel et stykke uden for normalområdet for videnskabelig kritik. Modsvaret indeholder en række beskyldninger, herunder at jeg »frasorterer«, »forvansker« og »hvidvasker« og benytter mig af »grov og manipulerende fordrejning«. Det er ganske alvorlige beskyldninger, som jeg efter bedste evne vil forsøge at imødegå.
Kritikken må ses i sammenhæng med, at jeg sammen med Manni Crone, seniorforsker på DIIS, i Berlingske og Weekendavisen præsenterede en række problemer i bogen Broderismen. Sådan undergraver islamister de vestlige samfund af den franske antropolog Florence Bergeaud-Blackler. Vi var begge klar over, at vores kritik af bogen næppe ville blive modtaget lige positivt af alle. Bogen var nemlig blevet anmeldt særdeles rosende i mange medier, bibliotekerne havde indkøbt over 100 eksemplarer af bogen, og daværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek havde inviteret Bergeaud-Blackler som en af hovedtalerne til et arrangement på Den Sorte Diamant.
Del: