De sidste ugers debat i disse spalter, mellem undertegnede og professor Lene Kühle, har haft en stor merit: Debatten har blotlagt et mønster, som jeg har set gennem de sidste 20 år, når jeg har forsøgt at få islamforskere til at forholde sig til islamistisk ideologi og retsforståelse og den heraf følgende påvirkning af de europæiske samfund. Fordelen ved at have det på skrift i denne avis er, at vi nu kan vi få en debat om dette mønster og om, hvordan vi undgår at lade os kue af det.

Mønsteret er følgende: Jeg præsenterer en argumentationskæde bygget op af verificerbar data, som analyserer forskellige islamistiske manifestationer i de europæiske samfund, hvorefter jeg på basis af disse data og analysen heraf udleder en konklusion eller et spørgsmål til eftertanke. Et typisk reaktionsmønster fra en del islamforskere er netop det, som Kühle her gør: Hun tildeler sig selv en overlegen position, hvorfra hun leder læserens opmærksomhed væk fra budskabet ved at udskamme budbringeren.