Læserbreve

Krigens neutralitet

Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors

Statskundskabsstuderende Snorre Larsen har kritiseret (WA #4) Røde Kors og mig for vores kommunikation om Israel-Gaza-konflikten. Røde Kors holder imidlertid ikke med nogen af konfliktens parter – og dermed er vi nærmest automatisk genstand for kritik fra de mennesker, der har taget stilling.
Vi holder med ofrene: de civile, børnene, de forsvarsløse. Og det er uanset, om det er ofre for et brutalt terrorangreb mod en musikfestival og kibbutzer i Israel eller ofre for bomber og missiler på begge sider af grænsen.

Det er Røde Kors' mandat altid at være til stede i konflikter som neutral, humanitær aktør. Hertil kommer vores konsekvente afvisning af at deltage i diverse demonstrationer og arrangementer – ofte med sympatiske formål og organiseret af velmenende organisationer. Det gør vi for at undgå, at der kan stilles spørgsmål ved vores neutralitet.

Når vi kommunikerer mere om ofrene i Gaza end om ofrene i Israel, skyldes det helt enkelt, at de humanitære konsekvenser af konflikten har været klart størst i Gaza. Men vi kommunikerer også om ofrene på israelsk side, og vi gør igen og igen opmærksom på, at vi som bevægelse hjælper på begge sider af denne og enhver anden konflikt.

Jeg har selv besøgt og talt med israelere, der overlevede terrorangrebet 7. oktober sidste år, og jeg har hørt deres rædselsvækkende beretninger. Jeg har også skrevet på mine egne medier om dem. Jeg har besøgt familier til dræbte i Gaza og mødt sårede kolleger på Vestbredden. Alle disse skæbner har gjort stort indtryk, og det er og bliver en vigtig opgave for Røde Kors at formidle disse konsekvenser af krig og konflikt.
Vi er naturligvis ikke ufejlbarlige i vores kommunikation. Men vi prøver at være så præcise, at vores kommunikation ikke kan misforstås eller manipuleres. Det synes jeg lykkes de fleste gange, men desværre ikke altid.

Det ligger dybt i Røde Kors at styre gennem selv meget polariserende konflikter, også kommunikativt. Det betyder ikke altid, at man får flere venner, og det betyder med sikkerhed ikke, at alle er enige med os. Det må vi acceptere og leve med, for i sidste ende er neutraliteten det, der giver os legitimitet og troværdighed over for konfliktens parter.

UNIFIL

Helenemaria Christensen, klassisk sanger

Hizbollah i Libanon angriber ikke kun Israel, men også indirekte verdenssamfundet. Hizbollah har i de 18 år, UNIFIL har befundet sig i Libanon, brugt denne som skjold til at bygge deres tunnelsystemer og – i den nuværende krig – til at forhindre Israel i at angribe dem ved at operere blot 50-100 meter fra FN-missionens opstilling. Derfor advarer Israel UNIFIL mod angreb, når israelerne er tvunget til at angribe Hizbollah.

Ligesom Hamas bruger den palæstinensiske befolkning som skjold, bruger Hizbollah den libanesiske befolkning som skjold. Men det er Israel, som får skylden. Landets premierminister, Benjamin Netanyahu, har på det kraftigste advaret UNIFIL og befalet en evakuering, men forgæves. Ligesom Netanyahu i årevis har advaret Vesten om, at vi i Europa vil blive de næste, der bliver systematisk angrebet af islamistiske terrorgrupper.

Hvornår vil europæiske politikere fatte, at Israels krig er Vestens krig mod en fælles fjende, som vi må bekæmpe for at redde den vestlige kultur? En dag vil den del af befolkningen i Libanon, der ikke tilslutter sig Hizbollah, takke Israel for at have svækket eller helt stoppet den iranske indflydelse i Libanon.

Varme hænder

Cecilie Føhns Jørgensen, stud.cur. og sygeplejerske, og Pernille A. Ourø, stud.cur. og specialsygeplejerske i psykiatrisk sygepleje

Vi er dødtrætte af, at vores faglighed stadig bliver reduceret til et spørgsmål om »varme hænder« i debatten. Det er åbenbart betydningsløst, hvilke varme hænder der er tale om, og hvor kompetente de er, så længe det er hænder, der sidder på en krop, som kan udføre praktiske, idiotsikrede opgaver. Disse findes der i øvrigt ingen af i kvalificeret sygepleje. At yde sygepleje af høj kvalitet kræver kompetencer, viden og empati. Sygeplejersker kan tilmed være specialiserede inden for forskellige grene af sygeplejen.

Forskning viser, at tilstedeværelse af sygeplejersker højner patientsikkerheden ved at nedsætte risikoen for fejl og dødelighed hos patienter. Til jer, som ikke har fulgt med, så er vi altså for længst trådt ind i det 21. århundrede, hvor sygeplejersker uddannes på professionsbachelorniveau, og der findes flere forskellige kandidatuddannelser på universiteterne som overbygninger, der yderligere kan kvalificere til at varetage de komplekse sygeplejefaglige problemstillinger, som sundhedsvæsenet står over for.

Både politikere og sundhedsprofessionelle arbejder således på højtryk for at genoprette vores kuldsejlede sundhedsvæsen. En start kunne være at tale respektfuldt og værdigt om sygeplejersker, hvorved der forhåbentlig kunne skabes ringe i vandet, og man dermed kunne tiltrække flere til professionsbacheloren i sygepleje. Dette kan muligvis også være udgangspunkt for at hente nogle af de mange sygeplejersker, som har forladt sundhedsvæsenet, tilbage.

Fejler Europa?

Marianne Sandvad Ulriksen, lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet

Midt i krige og afgørende valg risikerer vi at overse konsekvenserne af det stjålne valg i Georgien. I det lille stolte land klemt inde mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav og med Rusland som et tyngende åg mod nord har befolkningen været grebet af begejstring over muligheden for at blive en del af det demokratiske Europa. Nu falmer begejstringen, befolkningen mister pusten og spørger sig selv: Hvor er Europa, hvor er den internationale opbakning i vores færd mod demokrati og uafhængighed fra Rusland?

I flere måneder har jeg kunnet følge, hvordan georgiske forskningskollegaer og studerende har været på gaden i Tbilisi og andre større byer for at protestere mod regeringen og i et håb om en vis international opmærksomhed og sympati. Først i et opråb mod en illiberal lovgivning, der ønsker at begrænse civilsamfundets virke, og på det seneste mod et valg, som ifølge internationale eksperter har fået et helt misvisende resultat. Hvis dette stjålne valg ikke omgøres, vil den prorussiske regering fortsætte.

Jeg tænker på den generte forsker, vi havde på besøg tidligere på året. En ung kvinde fra lgbt+ miljøet, som – ud over at tilhøre et ildeset mindretal – er tynget af oplevelsen af som barn at være internt fordrevet, fordi hun og hendes familie boede i et område, som Rusland nu har besat. Da vi skrev sammen for et par måneder siden, var hun fuld af forhåbning. Oppositionen er godt mobiliseret, skrev hun. Nu tænker jeg på, hvordan hun mon har det. For som hun også skrev: Hvis vores plan fejler, vil alle, der bliver opfattet som anderledes, blive forfulgt, arresteret og sikkert tvunget til at forlade landet.

Den 4. november fik jeg en melding fra en anden kvindelig forsker, som også er aktiv i en civilsamfundsorganisation, der arbejder for social retfærdighed. Hun var bekymret. Vi har mistet pustet, sagde hun, mange af mine venner snakker om at rejse væk. Hvor er den internationale opbakning, hvorfor er der ingen, som støtter os?

Ja, hvor er vi henne? Nuvel, lidt fra førende EU-politikere har jeg da hørt, men hvor er vores store og klare opbakning? Store dele af den georgiske befolkning har grebet vores håndsrækning om et muligt EU-medlemskab. De ønsker et demokratisk og bedre Georgien. Men det er en lille befolkning med en stor, repressiv nabo. Med vores laden stå til udsætter vi ikke blot prodemokraterne i Georgien for fare, vi slår skår Europas demokratiske fremtid.

Stressede børn

Jesper Kähler, cand.scient.

I Weekendavisens kronik (WA #43) skriver psykolog Marie Brixtofte og psykologilektor Julie Hassing Nielsen, at påstanden om, at »7/7-modellen er den bedste ordning for børns trivsel« er en »alvorlig fejlslutning«. De skriver, at de ikke kender nogen »understøttende forskning«. Det findes dog.

Betydelige mængder forskning på området tegner således et entydigt positivt billede af netop ligestillede pasningsordninger. Der findes endda metastudier, hvoraf et godt eksempel er Kristian Sandbergs »Shared parenting and father involvement after divorce in Denmark«. Dette studie gennemgår de mest prominente studier, der findes på området og finder en generel positiv sammenhæng mellem fædres involvering og barnets tarv.

Der er derimod kun ringe eller ingen dokumentation for at ligelige deleordninger skulle skade skilsmissebørn. Ældre undersøgelser, som mener at påvise dette, er blevet modsagt af nyere. Incitamentet til at finde en mindelig løsning for mødre, som ønsker eneforældremyndighed, er svær at få øje på, hvis konfliktoptrapning giver mødre eneforældremyndighed. Barnets psykiske velvære er i flere undersøgelser påvist at være positivt korreleret med mere ligelig forældreinvolvering.

Disse er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.