Læserbreve

Georgiens valg

Leif Lønsmann, journalist

Ole Nyeng skriver i Weekendavisen (WA #49) indlevende om valget i Georgien og de efterfølgende uroligheder i Tblisi, hvor opposition og demonstranter er gået på gaden og har vist deres utilfredshed med valgets udfald. Nyeng henviser i artiklen til »den omfattende valgsvindel, som både lokale og internationale valgobservatører har dokumenteret fandt sted ved parlamentsvalget 26. oktober«.

Lignende beskrivelser har præget dækningen i andre medier, men stemmer ikke helt med rapporterne fra de internationale valgobservatører. Den internationale valgobservationsmission til parlamentsvalget i Georgien udgjorde i alt 529 observatører fra 42 lande, sammensat af 380 OSCE/ODIHR-udsendte eksperter, langtids- og korttidsobservatører, 60 parlamentarikere og embedsmænd fra OSCE, 39 fra Europarådet (PACE), 38 fra NATO og 12 fra Europa-Parlamentet.

De mange internationale valgobservatører henviser i deres rapport, som blev præsenteret på et fælles pressemøde i Tblisi 27. oktober, til en polariseret valgkamp, hvor de 18 konkurrerende kandidatlister ikke alle havde samme adgang til ressourcer, medier og så videre, og hvor nogle vælgere og politiske organisationer følte, at de havde været udsat for påvirkninger grænsende til »pres«.

En omstridt lov om transparens og begrænsninger i forhold til udenlandsk finansiering af valgkamp og politisk agitation beskyldes samtidig for at have begrænset visse kandidaters, partiers og listers chancer for en fair valgkamp. Men i deres rapport konkluderer de internationale valgobservatører, at »kandidaterne generelt kunne føre valgkamp frit«, og at selve muligheden for at kunne vælge mellem 18 stærkt uenige partier er et tegn på et levende demokrati og en åben valgkamp.

Om selve valghandlingen konkluderer valgobservatørerne, at valget i det store og hele forløb relativt fredeligt trods polariseringen og den hadefulde retorik i valgkampen. I deres fælles erklæring konkluderer de videre, at valgdagen var »proceduremæssigt velorganiseret og velordnet«, og at valget i store træk levede op til internationale standarder for afholdelse af demokratiske valg. Pascal Allizard, som ledede OSCEs observatørmission, udtalte således efter valget:

»Alligevel giver det engagement, der blev vist på valgdagen – fra den aktive vælgerdeltagelse, robuste tilstedeværelse af borger- og partiobservatører og en rig mangfoldighed af stemmer – tegn på et system, der stadig vokser og udvikler sig, med en demokratisk vitalitet under opbygning.«

Det er helt legitimt at være utilfreds med resultatet af valget og de mangler og begrænsninger, der præger den politiske frihed i Georgien. Men der er ikke belæg for at hævde, at både lokale og internationale valgobservatører har »dokumenteret« en »omfattende valgsvindel« ved valget i oktober. Medmindre Ole Nyeng og Weekendavisen har adgang til anden viden end den, der blev fremlagt af det samlede korps af internationale valgobservatører.

Beredskab

Abelone Olufsen, læser

Mens statsminister Mette Frederiksen taler for en ny »beredskabsmentalitet«, har eksperter på området længe råbt på mere robusthed i forhold til cyberangreb og angreb på kritisk infrastruktur. Det er relevant, at vi udviser en vilje til at tage vare på vores egen sikkerhed, og at befolkningen er med på denne dagsorden.

Men hvad vil det hjælpe, at Danmark indkøber dyrt militærisenkram, der måske ikke er på forkant med fremtidens trusler? Det er et problem, hvis vi har politikere, som ikke har indsigt nok til at vide, hvad der er de rette valg eller indkøb, der også holder i fremtiden.

Vi får kun at vide, at der ikke er nogen konkret trussel, samtidig med at vi skal forvente det værste fra russerne og deres allieredes side. Grundlæggende synes jeg ikke, at vi danskere ved nok om, hvordan vi stiller de rigtige spørgsmål i forhold til krig og fred. Mens jeg tjekker, om min dåsemad og vandreservebeholdning er intakt, tænker jeg over, hvor i alverden jeg finder et beskyttelsesrum.

At være kyststat og lokation for våben og troppegennemgang er en sårbar sag i tilfælde af konflikt på europæisk jord.

Hårvækst

Rolf Bagger, forfatter

Tænk, hvis alle mænd pludselig fik den idé at lade skægget vokse, ikke for at få et normalt fuldskæg, men virkelig lod det gro lige så vildt, det ville? Måske ned til midt på brystet eller helt til livet eller længere endnu: brune, sorte, grå og blonde langskæg mellem hinanden, nogle voldsomt store og krøllede og andre sært mølædte og ynkelige og nogle endda affarvede for at tage sig særligt imponerende ud. Hvabehar? Det kunne blive et kønt syn.

Det ville sikkert ske ud fra en eller anden fælles forestilling om, at det fremhævede mændenes maskulinitet. Hvorfor er det ellers allerede så udbredt at lade skægget stå i dagevis? Hos nogle virker det nærmest som udslæt, hos andre bare uplejet og usoigneret. Ikke fordi der er noget i vejen med skæg. Et velplejet og ikke for langt fuldskæg kan for eksempel godt være pænt, især hvis skægget i sig selv er pænt.

At have behov for at vise maskulinitet er der også andre tegn på i tiden. Ikke mindst den efterhånden ganske udbredte mode med at være glatbarberet over hele hovedet, så kraniet – voksindsmurt og i hvert fald blankpoleret – nærmest fremstår som et synligt bevis på, at man er mentalt omskåret og parat.

Det er heldigvis ikke kommet dertil, at mændene lader skægget gro vildt og uhæmmet. Ikke endnu da. Heldigvis. Men kvinderne! For tiden hærger det – og det har allerede hærget længe – at håret skal være langt, så langt som muligt, og at det skal hænge løst, snart frem over den ene skulder, snart over den anden og sommetider over dem begge. Brunt, sort, gråt eller blondt, hvis da ikke – som det så ofte er tilfældet – stærkt afbleget (og afslørende mørkt i bunden). Oh, hvilken stilmæssig kliché!

Stort skal det være, voldsomt stort og krøllet, undertiden endda forstærket med sikkert dyrt indkøbte lokker, der limes på under eget hår. Men imponerende er det unægtelig ikke altid. Nogle gange virker det lange hår sært mølædt og ynkeligt for slet ikke at tale om, at det undertiden ser både uplejet og usoigneret ud.

At det lange hår er resultat af en eller anden fælles forestilling om, at det fremhæver kvindernes femininitet, må være uden for enhver diskussion. Denne forestilling fremhæves og tiljubles i forvejen: i påklædning, i væremåde, overalt.

Langt hår kan godt være smukt, hvis det er velplejet og trimmet, men det skal vel at mærke være undtagelsen. Som en hærgende kliché er det derimod uklædeligt for de mange, skæmmer de fleste og gør dem let ynkelige. Men allerværst: Selv i de bedste tilfælde stjæler det store hår opmærksomheden (ikke kun hos mænd) og skygger for det menneske, der gemmer sig inde bag, og som måske er en del mere sammensat og interessant end den overfladiske, feministiske kliché, hun har kastet sig i armene på.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.