Læserbreve

Islam 1

Morten Kvist, cand.theol., pastor 

Omar Alkhatibs indlæg (WA#6) om islams stilling i det moderne Europa kalder på en kommentar. Han anerkender metaforen om det faste, islam, og det flydende, nyliberalismen, som Alkhatib udnævner til at være den samlende betegnelse for det moderne Vesten. Betegnelsen nyliberalisme er dog langt fra at være dækkende for hele Vesten. Mange konservative og dog moderne strømninger i dagens Europa undsiger nyliberalismen, og mange gør det ud fra almindelig sund fornuft, fordi nyliberalismen kun har blik for selvudfoldelse, frihandel og kapitalforvaltning uden at se sine egne skadevirkninger. Nyliberalismen er ideologisk og uden forståelse for folkelige erfaringer, og netop derfor går den hånd i hånd med et kolossalt bureaukrati, et regelvælde, som heller ikke er islam fremmed. Men det er, som sagt, ikke hele historien.

Det kan være denne forstørrelse af nyliberalismen, som gør, at Khatib ser opløsning, hvor der retteligt er tale om selvopgør. Han skriver: »Modsat (islam) er den moderne liberalisme underlagt en konstant revision af sine værdier – en evig rastløshed i spørgsmål om livets holdepunkter som tro, ægteskab, køn og seksualitet.«

Det er imidlertid ikke værdierne i sig selv – For eksempel tro og ægteskab, der er underlagt revision. De er fortsat grundfæstede. Det er den konkrete forvaltning af dem, som hele tiden er udsat for kritik, fordi moralske værdier kolliderer med hinanden, når de skal praktiseres. Frihed og menneskelig ligeværdighed for eksempel kan ikke altid passe sammen, hvorfra moralske dilemmaer myldrer frem, og de kan ikke løses én gang for alle af for eksempel en religiøs dom.

Vesten har gang på gang været i stand til at forandre sig selv i kraft af åndelig alvor og selvkritik. Det har ikke været let, og det har kostet dyrt, men er så også blevet en del af den luft, vi indånder. Hvor Khatib ser et flydende forfald, »et kontinent, der ser ind i en moralsk og demografisk blindgyde«, er det lige så relevant at se, at hele Vesten igen, igen er i færd med et nødvendigt selvopgør, fordi vi ikke har givet agt på for eksempel nyliberalismens afstumpethed.

At Vesten åndeligt talt ikke er på højde med sig selv, har Alkhatib ret i. Det er der mange grunde til og tegn på. Om islam kan bidrage til en fornyet opbyggelighed, som Alkhatib håber, »ved at genopdage de traditionelle værdier fra islamisk tænkning«, må vise sig. Det må begynde med en formulering af, hvilke disse værdier er? Og vil muslimerne tillade disse traditionelle islamiske værdier at blive udsat for kritik, herunder kritik af Koranen?

Man kunne også spørge, om muslimerne vil være danske muslimer? Det vil indebære en eller anden form for tilpasset islam, som er en muslimsk, teologisk opgave ikke mindst i forhold til myndighederne. Eller vil de hellere være traditionelle muslimer i Danmark? Det vil tendere mod sekterisk isolation. Lad os håbe det første, for det er formodentlig en betingelse for, at der kan blive tale om et reelt bidrag til dansk folkelighed, som da langsomt vil forandre sig (og allerede er i færd med). Vil muslimerne være med til i samdrægtighed at kigge indad? For Vesten kan ikke opgive viljen til selvkritik uden at nedlægge sig selv.

Islam 2

Christopher Arzrouni, cand.scient.pol.

Liberalismen kan ikke rumme islam, skriver Omar Alkhatib i Weekendavisen 7. februar. Men hvorfor skulle det være et problem for andre end de mest inkarnerede islamister?

Liberalismen lægger vægt på begrænset statsmagt og individuel frihed til at gå sine egne veje, så længe man ikke skader andre. Hvis islam har svært ved at passe ind inden for denne meget brede ramme, må det være islams problem.

Det relevante spørgsmål, som Omar Alkhatib ikke forholder sig til, er, om liberalismen kan rummes inden for islam. Det vil sige, om man frit – inden for islam – kan gå sine egne veje, uden at skade andre. Svaret er tilsyneladende »nej«. Og her nytter det ikke noget at bruge smukke floskler. »Det nære og relationsbevidste liv, som muslimer lever, er slet ikke så fremmed for Danmark, som den liberale elite ofte påstår,« skriver Alkhatib. Han forsøger at portrættere islam som en løsning på Europas problemer, »moralsk og demografisk«.

Alkhatib skal være velkommen til at omvende alle de sjæle, han kan, til sin religion. Men det giver ikke islam nogen ret til at undertrykke resten af samfundet. Hvis islam begrænser sig til åndelighed, æstetik, madkultur, nært og relationsbevidst liv osv., kan islam sagtens eksistere inden for en politisk liberal ramme. Men hvis islam vil indskrænke individuel frihed med vold og (politisk) magt, vil man blive mødt af modstand fra en liberal orden. Ligesom alle andre kollektivistiske undertrykkere.

Instagram

Anne Sofie Lassen, museumsvagt

I Weekendavisen i sidste uge er Linea Maja Ernst i katastrofeberedskab over måske at skulle skifte socialt medie! Tænk, at det er kommet dertil. Årelangt »liv« er lagt der. Hun kan dog trods alt mærke, at det er grænseoverskridende at poste sit barn nr. 2.

Sluk dog, ellers ender vi alle som nogle, der har fået lavet det hvide snit.

Italiensk mad

Helene Foxman, madøre og gymnasieelev

Villemoes, helt ærligt …

Det italienske køkken kan åbenbart ikke længere hamle op med københavnske vinbarer, ifølge Søren Villemoes (WA#5). Det italienske køkken er sløset, og det skyldes angiveligt deres solfyldte dage og dovne katolske sindelag.

Villemoes skriver, at han som ung var enormt begejstret for italiensk mad, men at han sidenhen går skuffet fra restauranterne. Den enkle pastaret med hvidløg, tomat, guanciale, pasta og et drys parmesan er måske ikke en finkulinarisk oplevelse, men det skal den ikke være, dens magi ligger i de få og simple ingredienser, der danner et madmesterværk. Er det italienske køkken blevet dårligere, eller er du bare blevet gammel?

Og jeg kan forestille mig, at din hverdag fyldt med »lokale vinbarer« og store madoplevelser måske ikke får det italienske køkken til at virke fantastisk, det er nemlig simpelt og enkelt. Er problemet ikke bare, at italiensk mad ikke længere trækker dig ud af hamsterhjulet, nu kræver du myrer hos Noma og bmo’er til 75 kroner.

Alle ved, at brød og tilbehør til kødretter ikke er italienernes styrke. Men har du smagt »tortellini in brodo« fra Bologna, når nonna har kogt fond i flere dage? Det har du vel ikke, for katolikker er dovne og har altid fået foræret deres råvarer.

Vi protestanter har jo skullet slide i landbruget for at få kartofler nok til at blive mætte. Vi har skullet skrabe is af bilen inden køreturen ned til Coop 365 og gå hele vejen til hoveddøren, når Aarstidernes måltidskasse skal trækkes ind i køkkenet. Imens har italienerne »kun« skullet kæmpe med tørke, hedeslag og solstik, for at vi i Danmark kan få tomater.

Jeg vil tro, at de fleste italienske børn er blevet hevet op af sengen tidligt søndag morgen for at følge nonna til messe. Danske ungers konfirmationsforberedelse forud for gaver og – ja, suppe, steg og is er en helt anden sag. Så næste gang, du er så heldig at nyde et autentisk italiensk måltid, så nyd det med taknemmelighed over, at vi »arbejdsomme« protestanter ikke er de eneste, der dyrker jorden.

Skolevægring

Louise Sundorf, teolog og ungdomspræst i Hjørring

»Jeg nærer stor respekt for lærere i folkeskolen. Jeg nærer stor respekt for de forældre, der må undervise deres børn hjemme på grund af skolevægring, og jeg nærer dyb sympati for de familier, der er ramt af skolevægring.

For jeg har været der selv, som pårørende til en søster, der netop led af det, der efterhånden rammer flere og flere, nemlig: skolevægring.

Skolevægring er derfor for mig et eksempel på, at nok kan elever være sårbare eller leve med diagnoser, men det betyder ikke, at lærere må slippe dem så let. Det er en falliterklæring fra skolens side, når et barn ikke vil afsted. Når læreren er så fyldt op, at læreren ikke kan rumme det barn, der udviser tegn på skolevægring. På samme måde er det en falliterklæring fra skolens side, når den lærer, der er så fyldt op af diverse faglige og pædagogiske opgaver, ikke kan få støtte fra anden hånd, blandt kolleger og ledelse.

Det står og falder ikke med læreren, men der må tages hånd om problemet i højere grad – om det så sker under uddannelsen, supplerende kurser eller blandt kolleger, som netop har trivsel som kerneområde.

At acceptere skolevægring uden forsøg på at genoprette barnets relation til skolesystemet er at udelukke et barn fra den institution, der danner grundlag for alle de institutioner, barnet senere vil møde i sit ungdoms- og voksenliv. Tilliden til, at der også er en plads til dette menneske i vores samfund, må ikke brydes.«