Læserbreve

Filmens fantasi

Else Wolsgård, historiker og etnolog

Det er altid bekymrende, når der kommer film, der viser »virkelige begivenheder«, der får filmgængere til at tro, at de nu har set den sande historie. Det er sjældent tilfældet. Særlig grelt står det til med den nye Oscar-nominerede Pigen med nålen. Havde man blot tilkendegivet, at filmen er »inspireret af« faktiske hændelser, var det helt fint. Men i og med at også filmens barnemorderske hedder Dagmar Overby, bilder man uvægerligt folk ind, at filmen viser en form for sandt billede, hvilket den på ingen måde gør. Det ved jeg efter at have beskæftiget mig indgående med Overby-sagen.

Virkelighedens Dagmar Overby var en psykisk ustabil lystløgner og tyv. Slet ikke karismatisk, som filmen postulerer. Hendes motiv til at modtage spædbørn med løfte om adoption til gode mennesker var helt enkelt pengebegær.

Omkring 1920 var det købers marked, hvad adoptioner angik. Annoncer fra den tid er således bedrøvelig læsning: Unge kvinder søger et godt hjem til deres baby, og de er villige til at betale for eksempel 300 kroner – svarende til et halvt års løn for en tjenestepige – samt en månedlig ydelse til plejefamilien. Let tjente penge, hvis barnet blev bortskaffet.

Desværre oplyser filmens rulletekster ikke, at Overby fik en dødsdom for de ni barnemord, der kunne bevises, idet der formentlig var tale om adskillige flere. Dommen blev omstødt til livsvarigt fængsel, og hun døde her som 42-årig. Sagen gav anledning til loven om folkeregistrering og tilsynet med børn født uden for ægteskab samt plejebørn, der gjaldt indtil 1965.

DRs frihed

Steen Ehlers, læser

Der har med mellemrum i Weekendavisen været artikler, der bekymrede sig om statens ejerskab af DR, der stadig er den dominerende aktør i det danske mediebillede. Bekymringen har gået på, om DR mon fortsat havde redaktionel frihed. Men bekymringen kan vi nu med sindsro lægge til side!

For mens regeringen som bekendt gør alt, hvad den kan for ikke at puste til ilden i forbindelse med spørgsmålet om Grønlands selvstændighed, så gør DR jo det stik modsatte: prøver på alle måder at puste til ilden. Man må vel tro, at DR er modstander af Rigsfællesskabet. Det ville være rart, hvis DR meldte synspunktet direkte ud, så man vidste, hvad der styrede den redaktionelle linje.

Færøernes bankkrise

Steen R. Larsen, læser

I en artikel (WA #06) rejser ph.d. og lektor Heini í Skorini spørgsmålet om den færøske selvstændighed i lyset af de seneste års positive økonomiske udvikling på Færøerne. I omtalen af den færøske bankkrise i 1990erne anfører Heini í Skorini fejlagtigt, at det såkaldte Grønborg-udvalg (den af Folketinget nedsatte kommission til granskning af Færøbanksagen) konkluderede, at »den danske regering havde skjult eller tilbageholdt vigtige oplysninger«.

Men dette var ikke kommissionens konklusion. Konklusionen vedrørende det aktiebytte, kommissionen var blevet bedt om at undersøge, var derimod, at hverken Færøernes landsstyre eller Danmarks regering havde været bekendt med, at oplysningerne, som lå til grund for aktiebyttet, ikke byggede på fyldestgørende undersøgelser; samt at Den Danske Bank havde givet landsstyret urigtige oplysninger om kapitalforholdene i sin datterbank på Færøerne forud for aktiebyttet, hvilket banken benægtede.

I øvrigt: Sjóvinnubankin blev ikke lukket og gik ikke konkurs under krisen. Den blev reddet fra konkurs af landsstyrets kapitalindskud (gennem Finansieringsfonden af 1992), hvilket forhindrede endnu flere konkurser i det færøske erhvervsliv.

Børnenes vægring

Jonas Jochumsen, valgmenighedspræst

Min nyuddannede præstekollega Louise Sundorf (WA #07) nærer stor sympati for de børnefamilier, der i nyere tid kæmper med skolevægring. Sundorf kommer selv ud af en familie, der har haft skolevægring tæt inde på livet. I læserbrevets personlige skildring hedder det, at det var hendes søster, der som ung var »ramt« af skolevægring.

Selv vidste jeg ikke, at vægring var noget, man kunne blive »ramt« af, som var der tale om en slags kollision mellem den pågældende skoleelev og vægringen. Men sådan bliver det fremstillet af Sundorf. Mennesket bliver simpelthen ramt. Helt uden skyld og ansvar.

Nu er det næppe den »ramte« skoleelev, man kan stille til ansvar for vægringen. Børn rimer dårligt på ansvar. Men hvem er det så, der skal drages til ansvar, når skoleelever ikke vil afsted om morgenen? Det har Sundorf et klart svar på: Det skal systemet! Det er således systemets ansvar, i dette tilfælde skolens, at skolebørn ikke vil afsted om morgenen.

Som hun skriver, er det »en falliterklæring fra skolens side, når et barn ikke vil afsted«. Fra skolens side, læg mærke til det. Og ikke nok med det: Sundorf går skridtet videre og siger, at det endda er en falliterklæring fra hver enkelt lærer, fra den lærer, der »er så fyldt op«, at vedkommende »ikke kan rumme det barn, der udviser tegn på skolevægring«.

Godt nok indleder Sundorf med at skrive, at hun nærer »stor respekt« for lærerne i folkeskolen, men måske hun en anden gang kunne spare os for falske roser? I alt fald ville det klæde hende – og hele debatten om skolevægring – at placere ansvaret og falliterklæringen det rette sted.

Det er ikke skolens ansvar at få børn afsted om morgenen. Det er ikke systemets skyld, at børn ikke vil i skole. Det har heller ikke med enkelte lærere at gøre. Den eneste falliterklæring, der kan være tale om, er forældrenes; de forældre, som ikke formår at træffe valg på deres børns vegne og vise dem, at det er et forældreansvar, at børn kommer i skole.

Tyskernes valg

Sira Kappel Cordt, retorikstuderende

DRs tysklandskorrespondent Steen Nørskov siger det, og Weekendavisens ditto, Jesper Vind, siger det: at Tyskland er i krise. Mistilliden præger det politiske landskab, hvor AfD står til at få omkring 20 procent af stemmerne ved søndagens valg. Ifølge World Values Survey mener kun 44 procent af tyskerne, at »de fleste mennesker er til at stole på«. I Danmark gælder det 73 procent (2018).

Tyskernes sociale mistillid afspejler sig i den offentlige debat. Fordomme over for medborgere er ikke blot blevet mere udtalte, men samtidig grovere og især rettet mod beskæftigelse, geografisk tilhørsforhold og politisk overbevisning. I en sådan atmosfære trives polarisering. AfDs vækst skyldes ikke alene økonomien og migrationspolitikken, men at troen på fælles løsninger svækkes i samfundet som hele.

Valget i Tyskland kan få vidtrækkende konsekvenser. Det vil udlægge retningen for de kommende fire års politik: økonomi, forsvar, EU, klima og migration – og ikke mindst den underliggende kamp om tilliden til andre borgere og landets institutioner.

AfDs Alice Weidel bryder som økonom, kvinde og åben lesbisk med den klassiske forestilling om en højreekstrem partileder og appellerer derved netop til flere vælgergrupper, der kan siges at have mistet tilliden til det politiske system. Uanset valgets udfald vil denne mistillid formentlig fortsat præge Tysklands – og dermed Europas – politiske kurs.

Oprustningens tvang

Jacob Kvist, læser

Jeg mener, at det er ren galimatias at spendere tre-fire procent af BNP på militært isenkram. Det er nytteløst og en falsk tryghed, da Ruslands diktator, Vladimir Putin, vil se det som en provokation. I værste tilfælde kan vi risikere, at han starter med at affyre missiler og langtrækkende kernevåben mod os.

I stedet for burde vi lade europæiske stormagter som Frankrig og Tyskland stå i frontlinjen, da de har langt mere militært isenkram, som vil kunne hamle op med den russiske bjørns aggressioner. Sidst, men ikke mindst, vil et flertal af danskerne formentlig foretrække investeringer i miljø, klima og velfærd frem for kugler og krudt.

Rettelse 1

I kommentaren »En byzantinsk systemfejl« (WA #07) blev dokumentaren Velkommen til frontlinjen og dens manglende tilbud om interview med Anders Fogh Rasmussen nævnt som et eksempel blandt mange på fejl i dokumentarprogrammer hos DR. Det var ikke rimeligt at tage det eksempel med, da der var tale om en misforståelse, som var opstået hos mange seere og anmeldere, og som dokumentaristerne ikke var skyld i. Vi havde rettet det i den digitale udgave, men glemte ved en sjuskefejl at rette det i papirudgaven. Vi beklager.

Rettelse 2

I Weekendavisens interview med europaparlamentariker Anders Vistisen »Fra en patriot til en anden« fremgik det fejlagtigt, at det højrenationalistiske parti Vlaams Belang skulle være hollandsk. Partiet er retteligt belgisk. Vi beklager.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.