Læserbreve

Konfirmation

Mathias Harding, sogne- og ungdomspræst

I Folkekirken siger konfirmanderne i disse uger ja. Hverken til dem selv (den såkaldte »selvfirmation«) eller til de humanistiske værdier (»humanistisk konfirmation«), men til Gud, livshåbets Gud. Det er den Gud, konfirmanderne i Folkekirken har hørt om til konfirmationsforberedelsen.

Her har de også hørt, at ingen bliver afvist af Jesus – og dermed af Gud. I Jesus taler Gud til os, når vi er mest skrøbelige og små, hvad enten vi føler skyld, er bange, ensomme, sørgende eller helt har mistet modet.

Jesus Kristus er ikke navnet på en eller anden fusentast, der levede i Israel/Palæstina for 2.000 år siden; ikke navnet på en tryllekunstner, som påstod, han kunne lave vand om til vin og gå på vandet. Nej, Jesus Kristus er navnet på Guds livgivende Ord; livet og håbet, hvor der før kun var skyld, angst, ensomhed, sorg og modløshed.

Hver gang, Jesus taler i evangelierne, taler han liv og håb ind i os; et ukueligt livshåb taler han ind i vore skyldige, bange, ensomme, sørgende og modløse hjerter. End ikke døden kunne lukke munden på Guds søn: Påskedag stod han op fra graven og sagde »godmorgen« og »fred være med jer«. Med opstandelsen fortsætter livet hos Gud Fader i det evige liv, og vi skal med. Dette har Guds søn lovet os – første gang i dåben.

Det er måske ikke lige nu, de unge mennesker er mest i kontakt med deres egen skrøbelighed – men de dage kommer, hvor livet vil gøre ondt, skulle jeg hilse og sige. Og her er det godt at kunne søge livshåbet andre steder end inden i sig selv. De har mulighed for at række ud efter Gud Fader i bøn; eksempelvis med den bøn, Jesus lærte sine disciple, og som siden har været dåbsgave: fadervor.

I den bøn har vi døbte lov at tro på Guds rige – »komme dit rige,« siger vi. I den bøn har vi døbte lov at tro på Guds tilgivelse – »og forlad os vor skyld,« siger vi. I den bøn har vi døbte lov at tro på, at Gud befrier os fra det onde – »fri os fra det onde,« siger vi.

Enhver, som beder, vil som bekendt få. At livshåbet kan søges andre steder end i de unge selv, skulle konfirmationsforberedelsen gerne have gjort klart for dem. Når de siger ja, siger de ja til, at livshåbets Gud må fylde dem og deres fremtid med sit ukuelige livshåb.

Til lykke til årets konfirmander!

Selvfirmation

Lucas Zukunft, medlem af Konservativ Ungdom

Der er noget næsten rørende ved ideen om »selvfirmation«. De unge mennesker på kanten til voksenlivet, som ikke føler sig hjemme i det sprog og de traditioner, der i generationer har givet en sådan overgang tyngde og mening. Så man opfinder sin egen ceremoni. En højtidelig dag, hvor man i stedet for at bekræfte sin tro på Gud, bekræfter sin tro på sig selv.

Men selvfirmation er ikke bare en uskyldig festdag med pæne kjoler og taler. Det er et symptom. Et spejl af en tid, hvor alt skal skræddersys til individet. Hvor institutioner, ritualer og relationer først tillægges værdi, når de kan understøtte den enkeltes selvrealisering. Det lyder måske som frihed, men det er et moderne åndeligt fængsel.

Konfirmationen er et kirkeligt ritual. Den unge bekræfter sin dåb og tro – ikke på sig selv, men på Gud. På noget større. På en fortælling og en forpligtelse, der rækker ud over den enkeltes følelser. At udskifte denne bekræftelse med en selvfirmation er som at holde bryllup uden brudgommen. Det ligner stadig noget højtideligt, men er blevet en tom skal.

Selvfølgelig skal man ikke konfirmeres, hvis ikke man tror. Men det stærke valg er da at sige: »Jeg vælger det ikke.« Ikke at opfinde en pseudoceremoni, der forsøger at efterligne konfirmationen. For når man fjerner Gud fra ligningen, hvad står så tilbage?

Kristendommens budskab er et befrielsesbudskab: Du er et fejlende menneske, men du er elsket. Ikke på trods af dine fejl, men midt i dem. En langt sundere livsvisdom end ideen om, at du er perfekt, som du er, og aldrig må tale dig selv ned. Nogle gange skal vi tale os selv lidt ned – hvis det, vi siger og gør, er urimeligt, hovmodigt eller selvcentreret. Det er ikke selvhad, men selvindsigt.

Men måske det værste ved selvfirmationen faktisk er, hvad den siger om fællesskabet. Vi lever således i en tid, hvor vi konstant opfordres til at finde os selv. Men i denne søgen risikerer vi at miste hinanden. Et menneske bliver ikke sig selv alene. Vi formes i relation til vores familie, lokalsamfund, vores tro og vores historie. Fællesskaber kræver noget af os. De kræver, at vi nogle gange tilsidesætter os selv. Men det er netop her, vi vokser.

Selvfirmationens budskab lyder: »Du er centrum.« Men det er en tung byrde at bære – især for en ung. For hvad sker der, når man ikke længere kan leve op til sit eget idealbillede? Når man tvivler eller fejler? Dér har vi brug for noget fast. Noget, der er større end os. En tro, et fællesskab, en tradition. Noget, vi ikke selv har opfundet, men som har båret mennesker i århundreder. Det er ikke undertrykkende. Det er frigørende.

Lad os turde sige det: Selvfirmation er ikke et fremskridt, men endnu et skridt væk fra hinanden. Væk fra traditioner, fællesskaber og tro. Væk fra det, der giver livet dybde, mening og indhold.

Stjernfelt I

Bo Thomassen, historiker

Tak til professor Frederik Stjernfelt for at sætte tingene på plads i WA #19. Kirken som institution har tidligere bekæmpet indførelse af demokrati og frihed. Calvin, Luther og Grundtvig var ikke frihedsforkæmpere. Stjernfelt forholder sig imidlertid ikke til kristendommen som ideologi.

For hvad er budskabet i Det Nye Testamente, og hvordan adskiller det sig fra en anden stor religion? Både kristendommen og islam udspringer af jødedommen, men er hinandens etiske modsætninger bestemt af den historiske kontekst, de er blevet til i.

Det Nye Testamentes forfattere var loyale over for datidens romerske magthavere. De oprørske jøder fik skylden for korsfæstelsen af Jesus, hvad der er historisk forkert. Læser man Jesus' bjergprædiken i Mathæusevangeliets kapitel 5, finder man et brud med de førstatslige klansamfunds gengældelse og hævn (liv for liv, øje for øje).

I stedet er budskabet om tilgivelse, næstekærlighed og pacifisme. Og hertil kommer sekularisme: »Giv kejseren …« Der er ikke noget i dette, som har forhindret udviklingen frem mod det samfund, vi har i dag med demokrati, lighed mellem kønnene og religions- og ytringsfrihed.

Islam er udviklet i Abbasidekalifatet i det 9. og 10. århundrede på et tidspunkt, hvor imperiet havde brug for en profet, der aktivt kæmpede mod indre og ydre fjender og et sammenhold baseret på religion, ikke stammesolidaritet. Islam skelner mellem mænd og kvinder, mellem troende og vantro. Frafald fra religionen er forbudt. Hertil kommer opfordringer til vold og røverier mod anderledes tænkende. Alt sammen i strid med Grundloven og FNs menneskerettigheder.

Det eneste, kristendommen og islam har til fælles, er jødehadet, men det har vi i den vestlige verden i store træk gjort op med efter Anden Verdenskrig og Holocaust. Ser man på tallene fra den amerikanske demokrati-ngo Freedom House er de muslimske lande klodens mest ufrie. Omvendt er de kristne, vestlige lande de mest frie. Ideologi betyder noget.

Stjernfelt II

Steen Ehlers, læser

Frederik Stjernfelt argumenterer i Weekendavisen (WA #19) for, at teologerne har et forklaringsproblem, når de påstår, at kristendommen er forudsætningen for det frie og moderne Vesten. Jeg kan følge Stjernfelt så langt, at det er rigtigt, at den etablerede kirke ret konsekvent har modarbejdet demokratiske ideer. Det er, som skrevet står, marginale figurer og dissidenter, der har støttet elementære friheder.

Men det spørgsmål, Stjernfelt undlader at stille, lyder: Hvorfor opstår disse dissidenter hele tiden? Svaret er, at det gør de, fordi Det Nye Testamente fra og med Gutenbergs trykpresse blev gjort tilgængelig for almenheden, så folk selv kunne læse skriften. Og når de gjorde det, så opdagede nogle af dem, at de teologiske magthavere ofte i deres gerning ikke handlede i overensstemmelse med det, der blev prædiket i testamentet. Mig bekendt findes der ingen anden religion på Jorden, hvis bærende skrifter så ofte er på kollisionskurs med religionens ledende teologer.

På den baggrund vil jeg mene, at denne konflikt – mellem det skrevne og det prædikede – sammen med en række andre faktorer (såsom Europas mange konflikter og dissidenter, der søgte tilflugt andre steder, når de blev forfulgt i deres hjemland) er årsagen til, at det frie og moderne Vesten netop opstår, hvor kristendommen er fremherskende.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.