Læserbreve

Sexet anno 2025

Nis Grønager Madsen, underviser

Hurra for ligestillingen. Nu har jeg i årtier hørt mænd brokke sig over, at kvinder bliver grimme og irriterende, når de har været sammen med dem et stykke tid. Det i en grad så de ikke gider gå i seng med dem. En sur hustru, der altid er træt, aldrig gider at tage sexet nattøj på og er så fornuftig ved nattetid. De er ikke med på eventyr, de vil ikke have en quickie og er nervøse for, at sofaen får pletter – eller at naboen kommer.

Og ikke bare det. Der er også kvindernes fysiske problemer med alderen: hængebryster, ømme vaginaer, rynker og slap hud. Kan det overhovedet begæres? Det fysiske kan hurtigt blive ulækkert.

Nu er der så endelig en kvindestemme i form af Christina Hagen, der taler åbent om det samme blik på mænd. Hvordan begærer man en mand, der ikke kan finde ud af noget, er uduelig i dagligdagen og tror, han kan være sexet i soveværelset på samme tid?

Det er så tydeligt beskrevet, at det er en god lektie at læse som mand. Men hvem definerer, hvad der er værd at begære?

Hvis man ser fjernsynsprogrammer som Bachelor og Bachelorette eller læser dameblade eller sågar ser porno, så er det tydeligt, at alle begærer det smukke og lækre. Det efterstræbelsesværdige er at se lækker ud: spændstige muskler og sexet undertøj. Det er at prøve noget nyt og spændende – ny akrobatik, nye dimser og nye roller.

Efter 30 år med den samme kvinde må jeg sige nej. Ømhed, kærtegn og samhørighed. Det er det, der gør, at vi går i seng med hinanden. At opdage hinanden, at finde sammen.

Ingen kan konkurrere med forbrugsbegæret. De »attråværdige« på skærmen har ét job: at prøve at være lækre på den måde, som fleste synes er lækker. At leve op til generelle normer for sexethed. Åh, hvor kedeligt og umangfoldigt.

De er jo ikke personer, der bliver begæret. Det er ikke det særlige ved dem, der bliver begæret. De prøver bare at leve op til laveste fællesnævner af »lækker«. Det er dog det mest kedelige begær, jeg kan forestille mig.

Jeg vil ikke begæres af Christina Hagen. Jeg vil elskes.

Royal oprustning

Emma Vasström, Finland

Amalie Langballe skriver i WA#42, at kronprins Christian nu optræder som posterboy og udøver »oprustningspropaganda« efter et besøg hos det danske forsvar. Kronprinsen udtalte sig begejstret om en flyvetur i et F-16-fly. »Det var vildt,« ifølge den unge kronprins.

Mistanker om militær propaganda udtrykkes ofte i lande, hvor borgerne længe har levet godt i uvidenhed om de »kapaciteter«, der beskytter deres samfund. Men et fredeligt lands beredskab og forsvar skal ikke forveksles med krigeriskhed og militarisme – som skandinaver desværre ofte gør i disse tider med kollektiv oprustning.

Langballe skriver: »Det har altid forekommet mig at være et sundhedstegn i et samfund, hvis våben og alt militaristisk øvede en vis chokeffekt på befolkningen.«

Som finne ser jeg et robust forsvar og et godt beredskab som et tegn på, at det samfund, jeg lever i, er »sundt«. Forsvarsvilje viser, at der findes samhørighed mellem borgerne og en værdsættelse af det liv, vi lever. At et fredeligt land er vel oprustet, behøver ikke at betyde, at vi bliver forråede militante – jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst så et våben. 

Langballe påpeger, at det danske kongehus har mange følgere på sociale medier, og at prinsens propagandistiske eventyr i militæret dermed får stor rækkevidde. Men at de danske kongelige besøger diverse samfundsbærende institutioner – forsvaret, uddannelsesprogrammer, landbrug, kulturinstitutioner – og fungerer som talerør og galionsfigurer for disse, er vel i sin orden?

Hav overbærenhed med et simpelt finsk menneskes uoplyste spørgsmål – men er det ikke netop derfor, I har jeres kongelige?