Læserbreve

Kjærsgaard I

Ole Dolriis, ingeniørdocent

Tak til Niels Barfoed (WA #42) for en mere kritisk vurdering af stifteren af Dansk Folkeparti end i chefredaktør Martin Krasniks leder (WA #38). Også efter min mening bør der være plads til et par tilføjelser. Indledningsvis var det altså Mogens Glistrup, der først gjorde opmærksom på problemerne med muslimsk indvandring. Det fortjener Pia Kjærsgaard ikke æren for. Hun var blot medløber.

Kjærsgaard har desuden med sin fjendtlige og ofte nedladende retorik stigmatiseret titusindvis af muslimske indvandrere med de ødelæggende konsekvenser, det har haft for de pågældendes livskvalitet og integrationsprocessen i det hele taget. Dansk Folkeparti (DF) var i øvrigt umådelig længe om at få en integrationspolitik. Man råbte op om nogle reelle problemer, javist, men man anviste ingen løsninger.

Efter valget i 2015 blev Kjærsgaard formand for Folketinget, og der var helt sikkert mange, der krummede tæer over, at en person af så beskeden kaliber kunne sætte sig i landets måske mest prestigefyldte stol. Hvordan kunne det lade sig gøre? Det kunne det, fordi Lars Løkke igen igen bragte sig selv og sit parti i fedtefadet, og fordi DFs nye formand, Kristian Thulesen Dahl, kørte en formidabel valgkamp og sikrede DF ufattelige 37 mandater.

Uden Thulesen Dahls indsats i 2015 var Kjærsgaard aldrig blevet formand, og hun kvitterede for tjenesten ved at dolke sin arvtager, da det siden gik den anden vej for DF ved de følgende valg.

I min optik har Pia Kjærsgaard ikke fortjent det smukke eftermæle. Med risiko for at blive klynget op i den nærmeste lygtepæl vil jeg spørge, hvor lang en politisk karriere en mand mon ville have fået, hvis han havde sagt og gjort de samme ting som Kjærsgaard?

Kjærsgaard II

Tom Engsted, læser

Det var ualmindeligt velgørende at læse Niels Barfoeds opgør (WA #42) med den helgenkåring af Pia Kjærsgaard, der for tiden finder sted i Danmark, blandt andet chefredaktør Martin Krasniks karakteristik af den afgående politiker som den store »brobygger«.

Barfoed gennemgår fint baggrunden for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens »stuerene«-udtalelse i 1999, nemlig at Dansk Folkeparti de facto havde foreslået at genindføre arvesynden i dansk lovgivning. Et andet karakteristisk eksempel på Kjærsgaards »brobyggeri«, der ikke nævnes af Barfoed, er hendes fulde opbakning til Søren Krarup, da han fra Folketingets talerstol i 2007 sammenlignede Koranen med Hitlers Mein Kampf og det muslimske hovedtørklæde med nazisternes hagekors.

Man kan selvfølgelig – som Krasnik – sige, at Kjærsgaard fik ret, eftersom hovedparten af politikere, meningsdannere og befolkningen med tiden har overtaget Kjærsgaards holdninger. Alternativt kan man se det som udtryk for beslutningstagernes manglende evne til at løse problemerne på udlændingeområdet, uden at give køb på basale retsprincipper og almindelig anstændighed.

Kjærsgaard III

Lars Anton Jensen, landinspektør

Af hjertet tak til Niels Barfoed (WA #42) for at sætte Pia Kjærsgaards eftermæle på plads i rette historiske perspektiv. Så vil jeg overveje, om jeg alligevel skal beholde avisabonnementet efter chefredaktør Martin Krasniks besynderlige leder »Brobyggeren« (WA #38).

Bernadotte

Lars Rasborg, børnepsykolog

Tak til journalist Mads Staghøj (WA #41) for i sin artikel »Bernadotte-dilemmaet« at formulere den vanskelighed, som findes i valget mellem at skrive sit barn op til at gå blandt kulturelitens børn på Bernadotteskolen og at vælge et mere folkeligt alternativ.

Jeg vil tilføje det perspektiv, at uanset hvor stor en andel af skolens elever der kommer fra kultureliten, så kan man se stedet (hvor jeg selv var elev 1964-72) som et eksperimentarium til inspiration for andre, ikke mindst folkeskolen. Skolens virke gennem nu 75 år har således givet anledning til mange perspektiver på, hvordan man også kan lave skole.

Helt aktuelt har Historieselskabet udgivet tre podcast, mens også en film er på vej. I podcastudsendelserne bliver det formuleret, at lighed mellem mennesker indebærer, at vi er opmærksomme på forskelle, for eksempel i evner og interesser, og på at børn har brug for noget forskelligt.

Det bliver blandt andet formuleret, at »den står 80-20 til hjemmet«, så hvis et barn har nogle udfordringer, kan skolen ikke løse dem alene. Der bliver derudover fortalt om betydningen af lærernes engagement og om, hvordan eleverne i det frit skabende arbejde i P-værkstederne lærer for livet; lærer at turde træffe personlige valg, kaste sig ud i nye ting, fejle og vokse af det.

Allerbedst – endda bedre end det skrevne ord – er disse podcast, når man mærker skolens ånd. Den er tæt på umulig at indkredse med ord; har måske noget at gøre med kærlighed, nysgerrighed og rummelighed mellem mennesker, parret med en stærk fornemmelse for realiteter og et fravær af smarte løsninger.

Så uanset hvor kulturelitær Bernadotteskolen måtte være, lukker den sig ikke om sig selv. Heller ikke når det drejer sig om at få sit barn optaget. Det er ikke rigtigt, når man i Weekendavisen kan læse, at der er en regel om, at man skal sætte sit barn på venteliste umiddelbart efter fødslen, og at reglen endda ikke står skrevet noget sted. Det fremgår af hjemmesiden, at man kan skrive sit barn op fra fødslen, og at det vil øge chancen for en plads.

Ulige linjer

Rosine Ulrich, journaliststuderende

Jeg fik næsten kaffen galt i halsen, da jeg i sidste uge (WA #42) åbnede avisen og læste journalist Andrey Kazankovs kommentar på side 2 i 1. sektion. På avisens bedste spalteplads blev jeg som læser forsøgt overbevist om, at Danmark blev en bedre nation gennem krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan.

At dér løftede Danmark sig endelig ud af fejhedens vugge og turde kæmpe for den frie verden – med drømme om demokrati i den ene hånd og en granat i den anden. At der går en lige linje mellem denne krigsdeltagelse og det forhold, at vi nu støtter Ukraine med alt, hvad vores bruttonationalprodukt kan trække. Vi skal ifølge Kazankov være stolte af det, vi gør; at vi bidrager til at skabe positive forandringer i verden.

Men det gjorde Irak og Afghanistan jo ikke. Vi efterlod i stedet et destabiliseret kaos. Der kom ikke demokrati. Der skete ingen gode »foghandringer«. Og der er ingen stolthed at hente i, at Danmark ikke agerede tøsedreng. For det at være krigerisk (føre en »aktivistisk udenrigspolitik«, som det hedder på politikersprog) er ikke et mål i sig selv. I yderste instans kan det være et nødvendigt middel – deraf den økonomiske støtte til Ukraines militære forsvar.

Sidstnævnte bygger på en helt anden logik end den, der førte os ind i Irak og Afghanistan. Der er absolut ingen lige linjer her. Jeg synes ikke, at Weekendavisens verdensbillede plejer at være sort-hvidt med den »frie« verden på den ene side og »globale mørke kræfter« på den anden, for nu at bruge Kazankovs eventyrlige beskrivelse. Så tilbage på sporet med jer, og bring gerne flere ulige linjer i avisen, tak.

Løgn over løgn

Niels Erik Andersen, tidligere ambassadør

Weekendavisens USA-korrespondent Markus Bernsen skriver (WA #42), at andre end Donald Trump bidrager til at fylde den amerikanske valgkamp med overdrivelser, fordrejninger og løgne. Bernsen baserer sig særligt på undersøgelser og en ny bog af Bill Adair, professor i journalistik. Adairs forskning og generelle antagelser fylder cirka en tredjedel af artiklen. Han og Bernsen leverer tilsammen overraskende få eksempler på eller dokumentation for andre amerikanske politikeres løgne.

Det særligt interessante ved artiklen – om overdrivelse, fordrejninger og løgne – er dog den meget fyldige omtale af journalist og forfatter Bob Woodwards seneste bogudgivelser og disses smudsomslag. Begrundelsen synes at være Bernsens henvisninger til to passager i Woodwards seneste bog. Weekendavisens udsendte skriver:

»Ifølge forfatterens anonyme kilder har de to mænd (Trump og Putin, red.) holdt kontakten og talt i telefon op til syv gange, siden Trump forlod Det Hvide Hus. Under pandemien skulle den daværende præsident desuden have sendt amerikanske covid-tests til Putin i Moskva.«

Og så en bemærkelsesværdig konstatering: »Det er opsigtsvækkende nyt, hvis kilderne taler sandt.« Insinuerer Bernsen hermed, at Woodward skulle fare med løgne?

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.