Debat. Tre kortere indlæg fra Weekendavisens læsere.
Læserbreve
Alt det med småt
Jens Ole Christensen, tidligere sognepræst
I WA#40 kan man læse, at Aske Munck ikke vil stave Gud med stort, fordi han ikke tror på ham. Selvom artiklen har mindre karakter af en argumentation og mere af det, vi i et missionshus kalder »et personligt vidnesbyrd«, forsøger jeg alligevel at kalde på stringens: Dels siger det, at Gud – med stort G – er et egennavn, ikke noget om hans faktiske eksistens. Fiktive personers navne staves jo også med stort; tænk bare på Anders And og lektor Blomme.
Aske Munck krænker med andre ord ikke sin egen ateisme det mindste ved at stave Gud med stort. Og dels er det side ét i kommunikationshåndbogen at tale, så folk uden for de allerede indforståede miljøer har en chance for at forstå. Man kan for eksempel konstatere, at en del minoritetskirker i muslimske lande vælger at kalde Gud for Allah, fordi det er det forståelige ord i den kultur. Aske Munck »opfatter religion som et institutionaliseret mentalt handicap«, og det er sandsynligvis hovedgrunden til, at han ikke orker at kommunikere.
Samtidig er det også årsagen til, at hans ord end ikke strejfer den tvivl, som også kan husere i mit troende sind. Hans personlige vidnesbyrd irriterer bare; men det kradser ikke der, hvor det klør … I lyset af nævnte stringens vælger jeg for øvrigt fortsat at stave Aske Munck med stort.
En ordmassakre
Peter Andreasen, læser af Weekendavisen
Jeg ved ikke, hvem der skriver eller godkender overskrifterne hos Weekendavisen, men det vidner om en forbløffende mangel på historisk proportion, når avisen omtaler en danskers deltagelse i krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig som den »værste massakre« i WA#40.
Anden Verdenskrig var præget af massakrer i et omfang, der gør betegnelsen »den værste« mildest talt vanskelig at forsvare. Alene mordene på de jødiske befolkninger i Østeuropa omfattede utallige massehenrettelser med titusinder af ofre. Dertil kommer sovjetiske massakrer og overgreb, blandt andet under Den Røde Hærs fremrykning i Østpreussen. Heller ikke i Vest- og Sydeuropa mangler eksempler: Italienske styrker begik alvorlige massakrer i Grækenland og på Balkan, hvor også blandt andet kroatiske Ustaša-styrker stod bag massemord i enorm skala.
Der kunne nævnes mange flere eksempler. Man kan naturligvis diskutere, hvordan »værste« skal defineres, men netop derfor er det et ord, en avis som Weekendavisen burde være særdeles varsom med at bruge i en overskrift om Anden Verdenskrigs massakrer.
Mystiske hallucinationer
Oliver Staginnus Petersen, omviser på Den Hirschsprungske Samling
I Anne Sophia Hermansens anmeldelse af Fynbomalerne på Den Hirschsprungske Samling i WA#39 skriver hun meget nærværende om et maleri af Johannes Larsen: »Jeg standser og ser på Alhed, der går med barnevognen en dag i 1901 (…)«

Problemet er, at maleriet, Hermansen refererer til, slet ikke er at finde på udstillingen. Hermansen må altså enten have hallucineret sig frem til maleriet, eller også har hun set det gengivet i det dertilhørende udstillingskatalog og tænkt, at det understøttede hendes pointe om de kvindelige maleres mental load, uden at overveje, om værket faktisk hang i udstillingen.
Da udstillingen er en såkaldt vandreudstilling, som første gang blev vist på Brandts Kunstmuseum, skal jeg ikke kunne sige, om maleriet var at finde dér, men på Den Hirschsprungske Samling findes det altså ikke.
Weekendavisen svarer:
»Jeg kan have forvekslet maleriet med et andet, jeg så blandt de mange værker, og da jeg så det i udstillingskataloget, tænkte jeg, at det måtte have været det. Det beklager jeg, men det ændrer ikke min pointe eller kritik af udstillingen,« skriver Anne Sophia Hermansen.
Avisen beklager fejlen.


