For tre år siden tikkede en besked ind fra min farmor om, at krigen var brudt ud. Dengang sad vi samlet i familien, mens de israelske nyhedskanaler skiftede mellem at vise videoer af unge festivalgængere løbe for livet, billeder af Hamas-soldater i israelske gader og oplæsning af navnene på alle de døde. Mens jeg allerede i de spæde morgentimer den 7. oktober 2023 vidste, at dette ikke ville blive som andre opblusninger i konflikten, havde jeg ikke forestillet mig, at den dag sidenhen ville komme til at markere et af de skarpeste skel i mit liv.

I Mellemøsten har jeg vænnet mig til en hverdag, der mest består af nye katastrofer, store som små. Fra Gaza udkommer der løbende hårrejsende rapporter om de over 70.000 palæstinensere, der ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza er blevet dræbt, og om, hvordan omkring 82 procent af bygningerne enten er blevet beskadiget eller totalt ødelagt. Uagtet hvor mange af disse mennesker der er blevet dræbt, mens de var i Hamas’ tjeneste, uagtet hvor mange af disse bygninger der er blevet destrueret, fordi de var mineret, så er det svært ikke at få øje på den menneskelige katastrofe.