Læserbreve

Hvad med Tønning?

Peder Møller, læser

I Pernille Stensgaard og Mortens Beiters portræt af Esbjerg (WA #44) har jeg grund til at gøre opmærksom på en enkelt urimelighed. Det er jo korrekt, at den umiddelbare baggrund for Esbjergs grundlæggelse og opkomst var tabet af Sønderjylland og de havnebyer, der fandtes her på Vestkysten, tilbage i 1864. Altona og Husum nævnes som Esbjergs forgængere, men det gør til gengæld ikke den vigtigste og mest uundværlige, nemlig Tønning ved Ejderens udmunding. 

Om de brave journalister på deres ture til den del af landet ikke er kommet længere end til Husum, i dag langt den største by på Vestkysten (og ikke de godt 20 kilometer længere mod syd), tør jeg ikke sige. Indrømmes skal det, at der på havnen i Tønning i dag ikke umiddelbart er meget at se af tidligere tiders liv, virksomhed og vidtrækkende betydning. Dog springer Christian 7.s overdimensionerede pakhus ved havnen stadig i øjnene. Dette kom til, da Tønning – med færdiggørelsen af Ejderkanalen fra Rendsborg til Holtenå ved Kiel i 1784 – blev vestlig indsejling til den første vandvej tværs gennem den jyske halvø. En for den tid imponerende ingeniørbedrift. 

Kanalen spillede stadig en væsentlig rolle, da vi tabte Sønderjylland i 1864. Der var endnu over 30 år, til dens afløser, Kielerkanalen, blev taget i brug. Havnen i Tønning fik stor betydning med 1800-tallets voksende nordsøhandel, eksporten af kvæg til det britiske marked og importen af kul den modsatte vej. Et eksempel på Tønnings betydning er den direkte jernbaneforbindelse til Flensborg, Danmarks dengang næststørste by, fra 1854. Bortset fra København-Roskilde-banen rigets første bane nord for Ejderen. Husums havn havde til sammenligning hovedsageligt lokal betydning. Altonas kender jeg ikke noget videre til, men den har formentlig først og fremmest betydet noget for (det tyske) Holsten.

Apokalypse nu?

Asger Thomsen, læser

Den store, kloge, lille kvinde Madeleine Albright, engang USAs udenrigsminister, forudså i sin bog Helvede og andre destinationer (2020) krigen i Gaza. I bogen kalder hun, der ellers altid formulerer sig respektfuldt, Netanyahu for en »manipulerende løgner« og citerer ham for hans modstand mod alle forhandlinger og hans manglende respekt for FN. Selvom USAs udenrigsminister, Antony Blinken, forsøger at mane begge parter til ro, savner verden en overordnet, upartisk stemme for fred og overholdelse af menneskerettigheder. Også selvom denne stemme måtte forudse en apokalyptisk slutning. Forfatteren Paul Auster erklærer sig som talsmand for en énstatsløsning, men erkender også det håbløse i forslaget, ligesom hverken pavens eller Stefan Zweigs stemmer blev hørt ved udbruddet af Anden Verdenskrig. Medierne refererer ofte til »krigens love«, en eufemisme, der åbenbart skal legitimere begrebet »retfærdig krig«. Ligeledes skelner mange medier skarpt mellem det militante Hamas og den palæstinensiske civilbefolkning. En sådan skelnen ville man næppe have kunnet gennemføre mellem den nazistiske bevægelse og det tyske folk under Anden Verdenskrig. Albright døde i 2022, og sammen med Václav Havel, Nelson Mandela og Barack Obama tilhørte hun en gruppe af store historisk vidende humanister, hvoraf kun sidstnævnte er i live i dag. Hvem er der ellers? Tør man håbe på bestræbelser fra FNs Sikkerhedsråd, hvor nogle medlemmer jo har vetoret?

Tak, Villemoes

Niels Nybo Jakobsen, cand.scient.

Dejligt at se, at Søren Villemoes har genfundet stilen og leverer en fremragende artikel, som stilfærdigt og dog knivskarpt påpeger venstrefløjens uærlighed, hykleri, fortielse og dobbeltmoral i lyset af de tragiske begivenheder siden den 7. oktober. Desværre er dette ikke nyt: Jeg har undret mig over det siden omkring 1970, da jeg begyndte at gøre mig politiske tanker. Tak for det.

Trailer

Klaus Larsen, husmand

Som indehaver af et registrerings- og afgiftspligtigt påhængskøretøj har jeg svært ved at fatte det der med »traileren«: Det er da en stump film, der fortæller noget om en (kommende) film, ikke sandt? Og på Vestlandet i Norge er en »tilhænger« en »anhænger« og en »anhænger« en »tilhænger«. Det er sgu lidt svært i disse tider.

Hamas' terror

Jacob Vest, læser

Jeg håber, at debattører som Asmaa Abdol-Hamid og Nadeen Aiche vil anerkende, at Hamas er en terrororganisation, og dermed tage skarpt afstand fra Hamas' terrorhandling mod uskyldige israelske koncertgængere og gidseltagningen af omkring 200 uskyldige personer. Når det er sagt, har Abdol-Hamid og Aiche ret i, at den israelske regerings vedvarende tæppebombning af civile palæstinensere, heraf mange børn og kvinder, er utilgivelig og uden proportioner. Alle borgere i Danmark uanset etnisk baggrund bør tage skarpt afstand fra både terrororganisationen Hamas og den israelske regerings handlinger.

Fucking jøde

Sarah J., specialsygeplejerske

»Fucking jøde!« råber den unge patient, mens han sidder og ser nyheder, og der oppe på skærmen vises en israelsk soldat med kippa på hovedet. Patienten bliver så oprørt, at han er nødt til at forlade stuen. Han ved ikke, at den sygeplejerske, der sidder ved siden af ham og har ansvar for hans pleje, også er jøde. Han ved heller ikke, at hun har familie i Israel, og at hun sørger over de mange liv, som er gået tabt, og alle de uskyldige mennesker, der er taget til fange. Patienten er også uvidende om, hvor meget tid sygeplejersken bruger på at være bekymret for sin familie i Israel og jøderne i resten af verden, som lige nu lider under stigende antisemitisme på grund af situationen i Israel. Han aner heller ikke, at hun er en hemmelig zionist; at hun støtter staten Israels eksistensberettigelse. Havde han vidst det, var det nok tvivlsomt, om han ville acceptere, at hun var hans sygeplejerske. Han ville næppe kunne snakke med hende om de ting, som er svære for ham, eller lytte til hende som fagperson. Al den tid, de sammen har brugt på at opbygge en relation, ville gå til spilde, og hun ville ikke kunne udføre sit arbejde. Faktisk ville hele relationen, som danner grundlag for sygeplejen, ikke længere kunne eksistere, hvis han vidste, at hun var jøde. Under normale omstændigheder er det ikke svært at forblive anonym uden kulturelle og etniske markeringer. Men at være sygeplejerske med en sygeplejepersonlighed påvirket af ens private personlighed er en vigtig del af det, vi kunne kalde for »sygeplejerskedannelsen«. De sidste uger har dog ikke været normale, heller ikke for sygeplejersken, som ikke kan undgå at blive personligt berørt, når hun hører et udsagn som patientens. Hun ved samtidig, at den eneste måde, hvorpå han kan udvide sin horisont og blive udfordret i sit syn på jøder, er, hvis hun taler med ham om hans fordomme. Men hun gør det ikke. Hun vælger at være professionel sygeplejerske frem for fortaler for dialog. For at kunne være en dygtig sygeplejerske, må hun være hemmelig jøde.

To sider

Boris Kjær, ph.d.-stipendiat

I WA #44 kunne jeg læse om dansk kulturlivs hykleri i sin støtte til Palæstina, fordækt Palæstina-sympati på NGO-niveau og verdens politisering af konflikten. I Informations weekendtillæg kunne jeg derimod læse om Palæstinas modstandskamp gennem historien og nærmest se partisanertørklæder blafre til lyden af slagsange om Israels udslettelse. Skal man som avis absolut vælge side?

Se udad!

Freja Cæcilie Petri Bondgaard, teolog

I forrige uges avis (WA #44) beskylder lektor og ph.d. Jørn Bjerre mig – såfremt det overhovedet kan karakteriseres som en beskyldning – for at udsætte folket for »skjult evangelisering«. Selvfølgelig var der et evangelisk lys i mit indlæg. Bjerre spørger desuden, hvad i alverden det er for en tekst: analyse eller metafysisk partsindlæg? Mit svar er: 95 procent samtidsanalyse og fem procent forvanskningskritik. Det er tilsyneladende de sidste fem, der interesserer Bjerre, men lad mig først gøre en bemærkning til de 95. Jeg problematiserer ikke den kendsgerning, at der udgives mange bøger og YouTube-videoer om stoicisme, men jeg problematiserer den selvcentrerede og selvhjælpsagtige brug af disse. Jeg kritiserer heller ikke (entydigt) den måde, hvorpå stoikere dyrkede stoicisme på i antikken, men i stedet de klæder, retningen indhylles i af tidens nystoikere. Eksempelvis de bodybuilderstærke kropsdyrkere, der bruger den klassiske stoicismes dyder (for eksempel selvbeherske) til at opnå træningsmål. Zenon skriver, at lykken alene består i indsigt, som er identisk med moralsk godhed, mens de ydre goder er ligegyldige. Seneca skriver direkte, at for megen kropsdyrkelse »klemmer« sjælens udfoldelse. Nystoicismen, heriblandt ikke mindst longevity-tilhængerne, forsøger at eliminere den grundmenneskelige skælven. Under deres frygt for svaghed og aldring og ønske om evig stilstand findes et overskyggende fokus på døden. Dette er – i modsætning til, hvad mange tror – i modstrid med kristendommen, der handler om livet her på Jorden, ikke i resignation, men altid i forhold til næsten og det at være Jorden tro. Ingen bliver menneske alene, og ingen bliver gladere af at bruge det meste af deres tankevirksomhed på at se indad. Kun i bevægelsen udad – henvendt mod de andre og deres levende blikke – kan det, som virkelig gælder, eksistere.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk