Læserbreve

Tesfayes byggerod

Mikael Busch, lektor ved Kolding Gymnasium

Mens mange hæfter sig ved, at to S-kronprinser har byttet poster, er det gået ret ubemærket hen, at Mattias Tesfaye er væk som undervisningsminister. Selv har han forklaret, at han ikke ønskede at fortsætte som minister. Men som gymnasielærer er jeg indigneret over, at Tesfaye ikke gjorde sit arbejde færdigt.

Den kommende epx-uddannelse, han har igangsat, er den største forandring på ungdomsuddannelserne i mands minde. En veritabel kulturrevolution. Men en unødvendig revolution, som mange i branchen ikke ser noget behov for. Det problem, den nye gymnasiale uddannelse skulle løse – at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelser – mener jeg, man kunne have løst med et par justeringer af de nuværende ungdomsuddannelser.

Når en minister gennemfører den største reform af ungdomsuddannelserne i årtier, bør han også stå på mål for implementeringen af sit projekt. Det byggerod, den intellektuelle murer overlader til sin sagesløse efterfølger, har konsekvenser for tusindvis af elever, kursister og lærere. Den ulidelige lethed, hvormed Tesfaye skifter spor, ligner faneflugt.

Hykleriske politikere

Oscar Volland Skøtt, premierløjtnant

Sidste år bragte Weekendavisen undertegnedes kritik af Søren Gades manglende domfældelse over besættelsestidens samarbejdspolitikere. Gade havde som Folketingets formand åbnet en udstilling om samarbejdspolitikken med ordene: »Personligt vil jeg ikke fælde dom over datidens politikere. Jeg synes, det er bedre at lade det være op til udstillingens publikum (...) Udstillingen skal give stof til eftertanke.«

I lyset af den forgangne uge, hvor centrale politiske aktører har afslået at bidrage til DIIS’ Afghanistan-udredning, kunne skudsmålet af Gade passende bringes endnu en gang. I dag vil selvsamme Gade ikke være med til at kaste lys over de begivenheder, hvor han selv var en central aktør. Gade har sammen med Poul Nyrup Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen i den forgangne uge forment folket og dets efterkommere stof til eftertanke med deres lammende tavshed. 

Det er en skuffende knægtelse af folkeoplysningen og et forstemmende svigt af de efterladte veteraner og 44 faldne, der blev sendt i krig af disse politikere. Må deres manglende samarbejdsvillighed fremover stå som en dom over deres fravær af karakter.

Sarte maver

Katinka Fasmer Engel, advokat

Det er ikke en irritabel tyktarms lod i livet at blive set, men jeg følte mig set ved Amalie Langballes indlæg i WA #23. Det var min mand, der bad mig læse indlægget, ikke på grund af underholdningsværdien – som han bestemt også værdsatte – men for at give mig en ud-af-tarmen-oplevelse og lade mig se det hele fra en pårørendes perspektiv.

For irritabel tyktarm er ikke så meget irritabel, som den er invasiv. Identitetstyktarm, insisterende tyktarm. Pårørende skal stå model til meget.

Jeg er enig med Langballe i, at vejen frem for os residualdiagnosticerede må være at erfaringsudveksle og aftabuisere. Af erfaring kan jeg derfor meddele, at løg, laktose og chili er som at spille roulette. Både kulde og varme kan gøre det hele værre, og bevægelse er et råd givet af en uvidende person. Højre side er mest udsat, men det bliver for alvor slemt, hvis man sover på venstre side. Helt galt ender det, hvis man ender på ryggen eller maven.

Så hvad gør vi? Forener os og slutter ring. Medfølelse, forståelse og en stram diæt må være vejen til et fredfyldt system.