Læserbreve

Hammer og gejl

Christian Eskelund-Hansen, cand.scient.pol.

Hammer, segl og en ubøjelig tro på, at den kommunistiske verdensrevolution er uundgåelig.

Mads Staghøjs muligvis småironiske artikel »Efter oktober« om alvorstunge, studentikose danske trotskister med hang til lange lix-sætninger i et uventileret mødelokale var både latter-, tankevækkende og kuldegysfremmanende.

Det var som at havne i en tidslomme. Som at være i en fjern fortid, hvor deltagerne mangler historisk bevidsthed.

For verdenshistorien er desværre umådelig rig på missionerende og revolutionære munkemarxister, der fejlagtigt og blindt har forfulgt høje idealer uden besiddelse af et gram af tvivlens nådegave og uden vilje til at erkende deres medvirken til fortidens eller samtidens fortrædeligheder.

Magthavere og wannabemagthavere skal frittes og grilles, så sandheden dekonstrueres, får nuancer, og tvivlen melder sig hos spørger og udspørger. Kritiske spørgsmål er journalistikkens raison d’etre og fundamentalt for vores demokrati og meningsudveksling. Flere kritiske spørgsmål fra Staghøjs side havde været kærkomment.

Kritiske spørgsmål tager avantgarden ned fra de høje søjler, udstiller fundamentalisters manglende afsæt og blotlægger fraværet af selvkritisk stillingtagen til teoriernes reelle forklaringsevne. Vi bliver klogere og rigere, når det uantastelige antastes. Derfor må og skal dogmatismen udfordres, for det er dogmatismen, som har sendt millioner af liv i dybet og kostet enormt i knuste skæbner.

Er der en fællesnævner fra de revolutionære kræfters afsindige eksperimenter – fra Lenin, Trotskij og Stalin over Mao og Castro til Hoxha, Zhivkov og Ceausescu og samtlige ligesindede, verdensfjerne idealister? De har alle haft en dogmatisk tro på, at sandheden alene stod på deres side, og at revolutionen ventede om det næste gadehjørne.

Kritiske spørgsmål og vaklen i geledderne var udtryk for falsk bevidsthed, klasseforræderisk borgerligt sindelag og i det hele taget noget, der skulle slås hårdt ned på. Modstandere kunne dingle fra lygtepæle eller ende i gulag. Verdenshistoriens hjul ville dreje, og de, der knustes under hjulet, var collateral damage, som det hedder på nydansk.

Vi kan grine ad de unge missionerende lærebogsbrushaner i det sommerlumre, teoretiske ekkokammer på Nørrebro. Men de bør stilles mere til regnskab for konsekvenserne af deres dogmatisme.

Et spørgsmål fra Staghøj kunne have lydt: Er knægtelse af fri tale og tænkning, tvangskollektivisering og deportation af dissidenter en del af pakken? Et andet kunne lyde: Har nogen af jer læst Karl Raimund Popper?

Vermouth

Arild B. Anda, Oslo

I et sidespor fremmer Martin Kongstad den idé, at vermouth »var egentlig rævepis af skidt vin og sprit« (der blev bragt i Weekendavisen 20. juli med rubrikken »Kan von Edel begå sig i Tisvildeleje?«). Det er slet ikke umuligt, at det var tilfældet engang for længe siden tilbage i historien, men den moderne vermouth, som vi kender i dag, er fra Torino og var et højst raffineret produkt helt fra sin undfangelse, der fandt sted omkring cirka 1773 af destillatøren Antonio Benedetto Carpano. 

Metoden er ikke helt ulig, hvordan produkter som portvin, sherry og madeira fremstilles. Kort sagt: Man benytter det, franskmænd kalder mistelle – vin, der ikke er færdiggæret – og standser fermenteringsprocessen ved at tilsætte brændevin. Det er altså ikke en metode for at gøre ellers udrikkelige vine drikkelige, men snarere en særlig teknik, der anvendes for at fange de rigtige aromaer i det helt rigtige øjeblik og dermed bevare dem ved hjælp af brændevinen.

Carpano var et barn af oplysningstiden og en meget seriøs fagmand. I vore dage er flere af de originale opskrifter stadig i salg. Det er i hvert fald det, som producenterne af disse produkter hævder. Hans vermouth blev svært populær allerede fra begyndelsen, specielt blandt kvinder, som foretrak hans vermouth frem for de lokale rødvine. Det blev altså et raffinement af noget, der muligvis var et folkelig produkt i tyske områder længere tilbage i tiden, men som i datidens Torino var noget, som ikke hver mand kunne købe sådan uden videre.

Kolde hænder

Michael Gøtze, professor, forskningscenterleder WELMA

På listerne over de mest populære navne hitter Alma og Oscar. Hvis vi overfører navnelegen på den store offentlige sektor i Danmark, står navnene »varme hænder« og »kolde hænder« meget højt. De varme hænder er dem, vi kan lide. De sørger for velfærd og omsorg for børn, gamle og udsatte, mens ansatte med kolde hænder møjsommeligt skubber papir over bordet og udfylder det ene Excel-ark efter det andet. De er »papirnusserne«, og det er ikke venligt ment. Men det er ikke et dækkende billede, og de kolde hænder er vigtige, da de skal lukke hullerne for sorte svaner. Hænder-navnelegen er lige enkel nok, og de kolde hænder kan noget.

De kolde hænder er med god grund steget i markedsværdi efter TV 2s dokumentar Den sorte svane. Den skabte ramaskrig – blandt andet på grund af optagelse af en konkursadvokat, som syntes at springe med begge ben ned i tvivlsomme forretninger med profit for øje. Alle fordomme over for den pengeglade advokat bekræftet. 

Også andre aktører i dokumentaren synes at have stort fokus på at få uberettigede fordele af velfærdsstaten, hvis vi skal sige det diplomatisk. På ryggen af Den sorte svane er der dømt operation storvask. Der efterlyses mere kontrol og flere dobbelttjek i det offentlige, når der blandt andet søges om sociale ydelser. Men hvem skal udføre al den kontrol? Jamen det skal de kolde hænder, det vil sige jurister, kontrollører, revisorer, tilsynsmyndigheder og så videre.

Den sorte svane rejser mange spørgsmål, måske også i forhold til dokumentationens egen troværdighed, men den er et solidt argument for de ellers så udskældte kolde hænder. Selvom analogien til de massive besparelser i skat (2005-2015) måske er en smule søgt, så kan det lige nævnes, at personalenedskæringerne især ramte netop kontrolfunktionerne. Av. I bakspejlet kan det også ses som en mulig medvirkende faktor til udbytteskattesagen, hvor 12,7 milliarder kroner blev svindlet ud af statskassen. 

Tillid er godt, men kontrol er nogle gange bedre. Og kolde hænder er et godt navn, især når de stækker de sorte svaner.

Skovarealer

Sebastian Nils Swiatecki, pensioneret journalist,
8550 Ryomgård

Noget af det, der bekymrer mig ved klimaplanerne, er den omfattende udskiftning af landbrugsjord med skov på et areal, der er på størrelse med Bornholm, Lolland og Falster.

Jeg bor selv op til en stor og mennesketom skov, Fjeld Skov, og er et naturmenneske, men kan ikke se, at mere flåtbefængt skov er specielt fantastisk i et land som Danmark, der i den grad er velegnet til fødevarefremstilling fra produktive marker i åbne landskaber.

Udskiftning med skov er en fattig landskabsmæssig forringelse, der også går ud over vigtig fødevareproduktion.

Mere Anna Libak

Nina Broch,
Lillehammer, Norge

Bliv ved, og skriv mere! Du er fandeme så klog.