Læserbreve

Gris, ko, høne

Else Frølich, læser

Stor tak til journalist Pernille Stensgaard for de tre meget fine artikler om grisen (WA #27), koen (WA #28) og hønen (WA #29). Hvis man ikke har læst dem, kan jeg meget anbefale at finde de gamle Weekendaviser frem og få det gjort! Ud over at artiklerne er meget velskrevne, er de så tankevækkende og med masser af oplysninger om dyrenes natur og væsen – og den kontrast, der hermed er i forhold til, hvordan dyrene lever i det traditionelle landbrug. Stensgaard taler med og besøger erfarne forskere, mange er samtidig praktikere, der selv har dyrehold. Grisen, koen og hønen fremstår lige så forskellige som mennesker. Og som forskerne siger: med »personlighed« og et rigt følelsesliv. Helt praktisk har jeg efter at have læst artiklerne, ligesom Stensgaard, tilføjet til min huskeliste: Køb små æg! Læs artiklen om hønen, og forstå hvorfor.

Z og skolen

Bernard C. R. Rosic, cand.polit.

De ældste fra Generation Z kan se tilbage på en skolegang med cirka 8-16 på skemaet fem dage om ugen. Samtidig blev de opfordret til at dyrke sport eller anden fritidsaktivitet, som skulle klares i aftentimerne. Men alene skoleopholdet lød altså på 40 timer om ugen, hvor de skulle suge ny viden til sig. Med skolereformen indførtes således de historisk længste arbejds-/skoledage, og nu kommer så konsekvensen. Eller lad os i stedet kalde det opgøret med de kinesisk inspirerede tilstande, som politikerne pressede ned over hovederne på dem: Z'erne kræver fleksible arbejdsuger på ned til 30 timer.

Eftersom også erhvervslivet er begyndt at vende Kina ryggen, kunne det være værd at genoverveje skoledagens længde. Vi har allerede konstateret, at de lange dage ikke egner sig til drengene, som tabes på gulvet. Hvornår kigger vi mon mod Finland, der historisk har klaret sig bedst i samtlige skoletests, og som praktiserer korte skoledage med høj faglighed? Lader vi også næste generation, Alpha, vokse op under samme kinesiske tilstande som Z, vil kravet lyde på 20-timers arbejdsuger, når det engang bliver deres tur til at komme ind på arbejdsmarkedet!

Heureka!

Michael Pedersen, læser

Statsminister Mette Frederiksen har fået et klarsyn med hensyn til pensionsalderen, og den slags kommer selvfølgelig bedre sent end aldrig. Men vi er nu nogle stykker, som i årevis har forsøgt at råbe politikerne op angående den pensionsalder, for det er jo rigtigt nok, at vi mennesker – i gennemsnit – bliver ældre end vores oldeforældre. Men mon vi nutidsmennesker virkelig er i så meget bedre fysisk og psykisk forfatning end dem? Blot fordi man lever, til man er 80, betyder det ikke automatisk, at man er egnet til arbejdsmarkedet, når man er 70.

Manosfærens rygte

Asger Garde, manfluencer

Artiklen »Unge mænd kan ikke undgå manosfæren« (WA #32) var så fyldt af overdrivelser og feministiske fordomme, at den kræver et modsvar. Den største faktuelle fejl er, at hypergami – trangen til at gifte sig opad – afvises som pseudovidenskab. Faktum er, at hypergami er en evolutionært udviklet seksuel strategi, der kan dokumenteres i alle kulturer. Naturligvis foretrækker kvinder en god, stærk og kompetent mand med styr på sig selv og livet.

I artiklen problematiseres det tilmed, at mænd gerne vil være sunde og raske samt have et godt job og økonomiske muligheder. Altså, kære feminister, hvad er alternativet? Foretrækker I usunde, overvægtige fattigrøve? Og nej, mænd skal ikke fortrænge deres følelser, være tyranner og forvise kvinderne til kødgryderne. Men de skal heller ikke være i deres følelsers vold, for så kan de ikke tilbyde den tryghed og det modne lederskab, som mange kvinder savner.

Jeg tror, de fleste kan være enige om, at mænd befinder i en identitetskrise, omend der kan være uenighed om årsagen. Formålet med den omtalte manosfære er at give mænd et sted at finde deres styrke som mænd, og det er et projekt, alle burde støtte op om. For der er en stor mangel på gode, stærke og kompetente mænd. Mænd, der både kan gøre kvinder trygge og samtidig »rive dem rundt« på den gode, maskuline måde, så de kan føle sig som rigtige kvinder igen og dermed slipper for at skulle skrive læserbreve om orgasmegab, prisen på tamponer og problemet med mental load.

Bekymringen over, at Andrew Tate er så dominerende i manosfæren, er kun forståelig, for han er gudhjælpemig en belastende type. Men en af årsagerne til hans synlighed er ironisk nok, at han er et kærkomment fjendebillede og derfor konstant fremhæves. En anden årsag er, at almindelige, fornuftige mænd ikke orker debatten, fordi feminister ofte opfører sig så aggressivt. Se bare på, hvordan Brian Mørk, Simon Simonsen og Jes Dorph-Petersen er blevet behandlet.

Hvis man taler feminister imod, følger en hård og ubønhørlig udskamning. Men der er behov for, at flere, ikke færre, mænd deltager i manosfæren. Både for deres egen skyld og for at hjælpe til med, at mænd og kvinder kan finde hinanden igen, hvilket blandt andet forudsætter hele, sunde og maskuline mænd.

Hoffmann vs. Petersen I

Sigurd V. Stubbergaard, sognepræst

Tillykke til Jesper Petersen med sit lektorat i islamstudier på Det Teologiske Fakultet. Hvilken kluntet entré! Jeg havde fornøjelsen af at høre Petersen i Berlingske-podcasten Pilestræde i den forgange uge, hvor han svingede sig højt op på den videnskabelige hest og strøede om sig med begreber som »videnskabelig metode«, »informanter«, »spørgeskemaer« og »feltstudier«. Men inden Petersen får kontor ved siden af professor Thomas Hoffmann og de andre eksegeter udi religiøse tekster, vil det nok være comme il faut at fortælle Petersen lidt om, hvori teologiens videnskabelighed består.

Teologi er først og fremmest tekstlæsning. Kritisk tekstlæsning af vores kulturs og histories grundlagstekster, hvor religiøse skrifter – Bibelen og Koranen – står som »the great code« til at forstå vores egen historie, da der næppe findes andre bøger, som i lige så høj grad har farvet og formet vores kulturs forestillingsverden. Teologi insisterer på, at teksten skal tages alvorligt, og bevæger sig sjældent ud i verden på feltstudier med en mikrofon ved hånden.

Snarere studeres teksterne historisk-kritisk, hvilket vil sige, at de indlejres i den historiske kontekst, de er blevet skabt i. Der spørges følgelig kritisk til, hvilken ideologi eller teologi der mon er til stede i teksten; både bag ved teksten (forfatteren), i teksten (hvilken potentiel mening rummer teksten) og foran teksten (hvordan fortolkes teksten). Derfor skal der ikke være en muslim mellem Koranen og koranforskeren, sådan som Petersen påstår, førend teologien kan udtale sig.

Teologien kan sige: Teksten er skrevet her og der, den er skrevet på grund af det og det, og teksten kan fortolkes og er blevet fortolket sådan. Teologien er med andre ord en finurlig og vidunderlig blanding af hermeneutik, historisk kritik og systematisk tænkning, og måske Petersen skulle bruge resten af sommerferien inden semesterstart på sin nye arbejdsplads på at læse lidt op på sagerne, før han flytter sin bogreol med den kvantitative metode ind på teologiens kringlede og krogede forskergange.

Hoffmann vs. Petersen II

Preben Mullit, læser

Den verserende sag om professor Thomas Hoffmanns forsvar mod kollegaen Jesper Petersens angreb og anklage om at bedrive såkaldt ikkemuslimsk islamforskning står i fuldt flor i den seneste udgave af Weekendavisen (WA #32). Religionshistoriker Mikael Rothsteins forsvar forekommer umiddelbart fuldstændig selvindlysende: For hvordan kan man stille specifikke religiøse eller holdningsmæssige krav til udøveren af religionsforskning? Selv en lægmand vil indse, at dette er en total underminering af forskningens videnskabelighed. Skaberne af begrebet »ikkemuslimsk islam«, som er grundlaget for angrebet på Hoffmann, forklarer da også begrebet ved hjælp af eksemplet med De Konservatives kampagne »Stop naziislamisme« fra 2015. Hermed tydeliggør Petersen og co. jo netop, at »ikkemuslimsk islam« er en målestok til brug i den politiske verden, mens begrebet naturligvis er afsporende for en videnskabelig debat i forskningsverdenen.

OL-dækning

Ole Lassen, lærer

Mange tak til Weekendavisen for at tage De Olympiske Lege under kærlig behandling. Både Tine Kirkensgaard Hansens reportager fra Paris og Amalie Langballes essays om kroppene og tøjet var meget læseværdige. OL-artiklerne følger i slipstrømmen på den ligeledes seriøse og interessante dækning af EM i fodbold og Tour de France. Guldet som Danmarks bedste sportsavis går igen i år til Weekendavisen!

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk