Læserbreve

Diagnosedissens

Jens Lauge Johannesen, cand.mag.

I lederen »Neurodissidens« tegner Anna Libak et billede af en generation af »dopaminjunkier«, der kunne kureres for deres adhd med mere søvn og mindre sukker. Det er en fascinerende tanke, som dog ignorerer den lægefaglige virkelighed for børn med neurodivergerende hjerner.

I november skrev Libak i »Særbehandling til alle«, at børn, der ikke havde en diagnose, også burde få en identitetsmarkør, og i et forsøg på – formoder jeg – at være sjov fremførte Libak et forslag om, at rolige, neurotypiske elever kunne få en calm-diagnose. Tøhøhumor fra onkel.

I »Neurodissidens« går Libak skridtet videre og konkluderer, at diagnoser intet løser. Som forælder til et barn, der har fået en sådan, og som ven til voksne, der er blevet diagnosticeret, kan jeg konstatere, at svaret har været det modsatte. Diagnosen har i alle tilfælde ikke været en »sygeliggørelse«, men en forklaring, der har erstattet mange års selvbebrejdelse og følelsen af at være »forkert« eller »doven« i et samfund, der ikke forstod dem.

I »Særbehandling til alle« påpegede Libak, at siden der ikke bliver diagnosticeret ens i landet, er det »på mode« at få en diagnose i Struer, men ikke i Odense, eftersom forholdet i diagnoser mellem de to byer er 5:1. Men det er alt for forsimplet at gøre det op sådan. Et forskningsstudium har blandt andet peget på, at forskellene sandsynligvis udspringer af lokale traditioner og forskellige tolkninger af symptomer og udredningskriterier, samt at diagnosen kun stilles ved udtalt funktionsnedsættelse nogle steder i landet, mens andre reagerer langt tidligere. Nogle kommuner tilbyder også kun specialpædagogisk støtte, hvis barnet har en officiel diagnose.

I »Neurodissidens« inddrager Libak selvfølgelig også folkeskolen og historien om den lærer, der »i en af sine klasser havde en liste med 23 aftaler. Alt fra hvem der måtte forlade undervisningen, hvis der var behov for det – til hvem der måtte have stille musik i ørerne i timerne«. Dette var selvfølgelig ikke holdbart i det lange løb, og derfor sagde læreren op, men når Libak efterfølgende skriver, at hver femte nyuddannet lærer også siger op inden for tre år efter ansættelse, kan læseren vel ikke tro andet, end at det skyldes »diagnosebørnene«.

Problemet med argumentationen er dog, at den beror på den fejlslutning, at fordi en lærer siger op på grund af »diagnoseudfordringer« i sin klasse, kan man konkludere, at det samme er årsagen til, at hver femte nyuddannede lærer siger op inden for tre år. Der er mange grunde til, at folkeskolen ikke kan holde på sine ansatte, men at det kun skulle skyldes børn med diagnoser, er der ikke belæg for at påstå.

At Libak skyder skylden for folkeskolens krise på diagnoserne, er ydermere en bekvem ansvarsfraskrivelse på systemets vegne. Flygter lærerne fra børnene, eller flygter de fra et system, hvor man har besluttet at inkludere alle uden at sende de nødvendige støttekroner med? Er det diagnosen, der skaber de 23 individuelle aftaler i klassen, eller er det manglen på specialpædagogiske ressourcer?

Endelig er Anna Libaks sammenligning med diabetes direkte misvisende. Man kan ikke »spise sig rask« fra autisme eller adhd. At foreslå »skærmfrie hyggestunder« som løsning på en medfødt udviklingsforstyrrelse er ikke bare lægmandssnak, det er en hån mod de familier, der hver dag kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med et eller flere børn med diagnoser.

Det er fint, at Libak tager hul på debatten, men i fremtiden burde hun måske få en fagperson til at se sine artikler igennem, så der kan blive luget ud i de vildeste påstande, så de mest sårbare børn ikke bliver gjort til gidsler i en kamp mod skærmtid og slikforbrug.