I DR-programmet Kulturen på P1 kunne man forleden høre følgende opsigtsvækkende citat:
»Jeg sad der som ung sort kvinde og måtte høre på underviserens forfærdelige beskrivelser af sorte mennesker som 'savages' eller mennesker 'with a disgusting black skin colour'.«
Kvinden, Rebekka Allimadi, studerer Global Development på Københavns Universitet og fulgte i foråret en forelæsning om europæisk kolonialisme, der endte med, at hun selv og flere andre amerikanske medstuderende måtte forlade undervisningslokalet.
I interviewet på P1 fortæller hun, at undervisningen var »en udførelse af racisme«, en »magtdemonstration« og at underviseren havde læst teksten op fra en gammel plakat, hvorpå »N-ordet« fremgik.
»For mig er det her ikke en akademisk debat, for mig er det personligt, når min races dybt tragiske og helt forfærdelige historie er til debat,« siger hun i interviewet, der efterlader en med flere spørgsmål end svar.
For er det virkelig rigtigt, at en underviser på Københavns Universitet har kaldt sorte mennesker for »savages« og deres hudfarve for »disgusting«? Det lyder jo helt vildt, hvis det er sandt. Eller har han fortalt, hvad de historisk er blevet kaldt? Det er som bekendt noget andet.
Hvad mener Allimadi med, at undervisningen var »en udførelse af racisme« og en »magtdemonstration« – og hvorfor valgte hun at udvandre, da han læste teksten højt fra en plakat, der var mere end 150 år gammel? Fordi man brugte ordet »neger« dengang? Det er jo fakta og en uomgængelig del af et undervisningsforløb i kolonialisme.
Journalisten stiller ikke ét kritisk spørgsmål, men lader hende uimodsagt fortælle om sin oplevelse, der ellers indeholder en ret alvorlig anklage, nemlig at underviseren er racist. Hertil kommer, at Allimadi afviser at forholde sig akademisk til forløbet, da hun qua sin hudfarve er personligt investeret.
Det sidste er ikke kun en gang nonsens, men fortæller også en dybt tragisk og helt forfærdelig historie om universitetet: At sårede følelser trumfer fakta, og at man ikke studerer et emne, men sine følelser for et emne. At det er blevet legitimt at forveksle forelæsningens emne med underviserens holdning.
Ifølge Rebekka Allimadi skal forelæsere tilrettelægge deres undervisning, så den føles tryg, og det bakker studieleder John Rand hende gudhjælpemig op i. Til samme P1-program siger han, at »i sidste ende er vores hovedopgave som undervisere på universitetet at sikre optimale rammer for de studerendes indlæring« og skabe et safe space. Universitets hovedopgave!? Det er det selvfølgelig ikke.
Man skal kunne bruge historiske begreber og kalde trolden ved dens rigtige navn, ligesom formålet med at studere på et universitet ikke er at undgå intellektuelle chok, men at opnå åndelig robusthed. Det fremgår desuden af Uniavisens og Berlingskes dækning, at underviseren på forhånd havde advaret om voldsomme billeder.
Sager som denne finder jævnligt sted og har været forudsagt længe. Helt siden 1987, da filosof og professor Allan Bloom udgav sin over 400 sider lange klagesang over udviklingen på de amerikanske universiteter. The Closing of the American Mind blev på dansk til Vestens intellektuelle forfald, selv om der snarere var tale om et åndeligt.
En af Blooms pointer er, at almendannelsen har været i opløsning siden 1960ernes studenteroprør, og at universiteterne op gennem 1970erne gav efter for de studerendes krav om en undervisning, der ikke længere var baseret på sandheder, men på krav om social retfærdighed. Det betød, at klassiske hovedværker ikke længere var noget, man studerede på deres egne præmisser, men noget man kritiserede, dekonstruerede og smed ud, hvis man fandt utidssvarende spor af sexisme eller racisme. Hvilket aldrig var svært.
Hvis man dengang havde præsenteret Bloom for tanken om, at universitetet skulle være et safe space, ville han have fnyst. Han skrev selv, at institutionen skulle foragte den offentlige mening og være kompromisløst sandhedssøgende og foretrække »klarhed over velvære og medfølelse« samt være i stand til at »modstå vores stærkeste tilskyndelser og fristelser og frem for alt håndhæve de evige spørgsmål«, som historikeren Henrik Jensen har pointeret.
Hvorfor? Fordi et universitet skal danne de studerende som borgere, ikke som egoister. Blooms værk bar derfor undertitlen How Higher Education Has Failed Democracy and Poverished the Souls of Today's Students. At han fremhæver de studerendes sjæle understreger, at forfaldet ikke er intellektuelt, men åndeligt, for det handler ikke om at være dum eller klog, men om eksistensen:
Formålet med universitetets almendannelse er at gøre de studerende i stand til at agere myndigt, ikke at værne om deres sarte følelser og udgøre et safe space.
Når jeg i dag læser om stødte studerende og svage studieledere, er det svært ikke at tænke på Bloom. Universitetet ligner en skambidt mammut, indfanget af Lilleputterne og svigtet af dem, der burde passe på den.
Helt igennem tragisk. På Københavns Universitet er kundskabens træ i færd med at rådne oppefra.
