Det var selvfølgelig verdens mindste overraskelse, at etablissementet ikke kan fordrage Frederik Lind Køppens digtsamling Stjernens navn er malurt: Den er et radikalt brud med de altdominerende forestillinger om, hvad god kunst er. Dens livssyn er nemlig konservativt.

Vi ved selvfølgelig godt, at ingen i dag længere tænker over, hvorfor moderne digte som udgangspunkt er mærkelige og uvedkommende. Hvorfor alle nye bygninger er grimme, eller stort set al billedkunst er enten hæslig eller spekulativt abstrakt. Det er imidlertid ikke spor tilfældigt og skyldes den kunstkamp, der rasede i første halvdel af det 20. århundrede med avantgarden som ubetinget sejrherre. Die Brücke, futurister, dadaister, surrealister, amerikanske abstrakte ekspressionister, situationister og CoBrA. De dyrkede blod, vold, revolution og meningsløshed. Vi kalder dem for nemheds skyld »venstreorienterede«, men deres mål var sjældent eksplicit politisk – snarere førpolitisk. De ville hinsides godt og ondt, opløse vores sandheder, omstyrte værdier, gøre op med fortiden og frem for alt bekæmpe den borgerlige livsform.