Det er påfaldende, hvor ensartet verden ser ud, når man læser på tværs af de mest omtalte og roste bøger i de senere år. Man kan nævne Jonas Eikas Efter solen (2018), Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018‑24 (2013), Yahya Hassans Yahya Hassan (2013) og anden litteratur om race, krop, køn, seksualitet, familie, klima og velfærdsstat.

Konflikter forklares næsten altid gennem systemer – kapitalisme, velfærdsstat, racialisering, patriarkat – og perspektivet ligger konsekvent hos de marginaliserede, der taler mod en tavs eller kynisk magt. Litteraturen skal afsløre, kritisere, mobilisere. Den skal frigøre kræfter til modstand, ikke hjælpe os med at forlige os med menneskelige eksistensvilkår. Mennesket ses som undertrykt, historien som frigørelsesprojekt, strukturerne som fjende.