Intifada indtil sejr

Blot to måneder efter 7. oktober lagde jeg mærke til en mærkelig plakat på vej til arbejde. På plakaten stod der »Revolution er løsningen, intifada indtil sejr«. Aldrig ville jeg have forestillet mig at se en plakat, der opfordrer til en intifada i Danmark. Måske betyder intifada ingenting for danskerne. Måske er det bare et sjovt ord eller noget, de så på Instagram. For mig betyder det vold, eksploderende busser og selvmordsbombere i indkøbscentre og på hoteller. Som barn i Netanya, en by beliggende kun få kilometer fra Vestbredden, blev jeg advaret om ikke at stige på en bus, fordi det var for farligt. Hvorfor vil nogle danskere støtte et sådant budskab? Forstår de ikke, hvad de kæmper for?

Da jeg flyttede til Danmark i 2021, kendte de fleste danskere, jeg talte med, hverken en jøde eller en israeler. Nogle vidste ikke engang, at israelere taler hebraisk og ikke jiddisch eller »israelsk«. De fleste brød sig ikke om konflikten mellem Israel og Palæstina og havde meget begrænset viden om den. Tre år senere støtter nogle danskere en voldelig kamp mod eller ligefrem en opløsning af Israel. Hvor skal min familie så hen?

Mange i debatten mener, at Israelere blot er hvide kolonisatorer. Derfor tæller deres sorg og smerte ikke. Historie og fakta tæller ikke. Jeg er ikke naiv og ved godt, at konflikten er virkelig kompliceret, og at forbrydelser er blevet og bliver begået af begge sider i konflikten. Men siden 7. oktober har jeg følt mig isoleret og alene i min smerte og sorg. Min stemme bliver ikke hørt. Min frygt for at miste min familie er bare ikke så interessant.

Otte måneder er gået, og krigen nægter at slutte. Netanyahus yderste højreregering laver alle mulige fejl og fører en krig uden politisk løsning, og på den anden side bruger Hamas sine borgere for at holde på magten. Gidslerne er stadig fanget i Gaza, og Gazas borgere er hårdt ramt af ødelæggelse, håbløshed og tab. Men i Københavns gader råber man »intifada til sejr« eller »from the river to the sea«. 

På sociale medier placerer man sig selv i den ene eller den anden lejr. Empati bliver som en vare for moralsk omdømme, og menneskeheden deles nidkært kun med dem, der er på ens egen side. »Den rigtige side.« Hvorfor bliver det så svært for alle at vise empati over for den anden side? Hvorfor er det, at den ene sides katastrofe automatisk miskrediterer den andens?

Som en israeler, der altid har stemt for fred, sameksistens og tostatsløsningen, er jeg utrolig ked af situationen. Hver dag er fyldt med angst, når jeg ser uskyldige mennesker dø og en region besat af vold og ekstremisme. Angsten som israeler i udlandet er endnu sværere at håndtere, fordi jeg frygter for regionens fremtid og ovenikøbet for min sikkerhed i Danmark. I de her demonstrationer og på sociale medier er der ingen, der ser mig eller min sorg. 

Den anden lejr kan heller ikke se palæstinensernes sorg og uretfærdighed. Det er bare os eller dem, de gode mod de onde. Men mens du deler dit budskab på Instagram eller skriger på gaden, forsøger nogle få at holde sammen og holde fast i håbet. Selvom der ikke er så meget af det. Mit ønske er at se israelere og palæstinensere gå sammen på Københavns gader og råbe »fred«. Først når vi anerkender den anden sides sorg, tab og menneskelighed, kan vi begynde at løse denne forfærdelige, blodige, uendelige konflikt.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk