Fremtidens pseudoarbejde

Det er ikke mere end et halvt år siden, OpenAIs ChatGPT ramte verden som et lyn og brød med vores forståelse af computerens formåen. Denne teknologi er kun med til at understrege vores indtræden i den såkaldt posthumane fase, som kommer til at kræve en genuin omtænkning af fremtidens arbejdsmarked og menneskets rolle som arbejdende væsen.

Det spås, at den kunstige intelligens allerede om bare ti år vil kunne overtage en stor andel af de job, der nu udføres af mennesker. Det gælder formentlig først og fremmest inden for journalistik, programmering, jura, undervisning, finans og kundeservice.

Job, der består i at opnå eller indsamle viden, syntetisere den og videreformidle den, står for skud. Kunstige intelligenser er nemlig ikke kun gode til at regne og kode, men også til at læse, skrive, forstå, analysere og ikke mindst syntetisere viden.  Selvom eksempelvis ChatGPT stadig har en »hullet viden« og kan finde på et lyve (gætte), når den stilles spørgsmål, den ikke kan svare på, vil den blive bedre, for hver gang den fodres. Og udviklingen går hurtigt!

Hvor teknologien tidligere er blevet tænkt som menneskets hjælper, står vi nu over for den udfordring, at teknologien kan ende med at udfase os som arbejdskraft. Det vil i fremtiden medføre en reel arbejdsløshedskonflikt, hvis ikke man fra politisk hold snart påbegynder en heftig regulering af teknologien. Eller medmindre der stilles andre menneskejob til rådighed som surrogat for dem, vi er ved at miste.

Endnu står det grellest til i Japan, hvor udviklingen og implementeringen af nye teknologier bevæger sig faretruende hurtigt, og hvor store dele af ældreplejen allerede er blevet »robotiseret«, både i forhold til pleje og menneskelig omsorg. Nogle robotter kan hjælpe med bad, vask og toiletbesøg, mens andre kan agere samtalepartner, ven og terapeut. Om ægte menneskelig intimitet og omsorg for ældre mennesker kan man snart sige, at »det hører fortiden til«.

Eksperter har spået, at det japanske samfund allerede i 2025 vil være præget af »naturlig« sameksistens mellem mennesker og robotter, og at det til den tid ikke vil være ualmindeligt, at robotter er omsorgspersoner, børneopdragere og rengøringsassistenter. Endvidere har en japansk ekspert udtalt, at han tror og håber, at det i 2050 vil være muligt for et robotfodboldhold at besejre et hold af mennesker.

Ingen kan føle sig sikre. I hvert fald står det menneskelige arbejdsliv over for en omtænkning, for hvad skal vi arbejde med i fremtiden, og har vores politikere overhovedet skænket det en tanke at sikre arbejdspladser nok til alle? Den nuværende, alt for vage regulering på techområdet synes totalt uforsvarlig: Hvis ikke den kunstige intelligens reguleres ansvarligt, vil denne trussel vise sig at blive meget større end klimatruslen.

Det er desuden væsentligt at overveje de eksistentielle vilkår, vi som mennesker sættes under, når vores arbejdskraft overflødiggøres. For når menneskets position på arbejdsmarkedet trues, trues også dets selvforhold: Mennesket er et værdiskabende væsen, som har brug for anerkendelse. Et menneske, der ikke oplever anerkendelse, oplever ingen mening, og når mennesket fratages den anerkendelse og identitet, der følger med det i tilværelsen så afgørende felt, arbejdet, trues hele dets mening.

Et samfund, hvor vi mennesker bekræftes i vores største frygt, nemlig at være nyttesløse, er et farligt samfund. For hvem bærer revolutionens faner? Det gør altid store masser af mennesker, der føler sig nyttesløse, oversete og nedprioriterede. Hvis samfundet ikke kan stille tilstrækkeligt med job til rådighed for disse hungrende masser, vil protester bryde ud, og pludselig vil der ikke være langt fra kampskrift til revolution. Eller fra revolution til folkemord: måske på robotterne?

I begyndelsen af 1800-tallet stormede ludditerne, en britisk arbejderbevægelse, maskinerne og fabrikkerne, da disse udgjorde symbolet på arbejdsløsheden og dermed fattigdommen og den sociale armod. En form for gentagelse forekommer mig hverken verdensfjern eller ulogisk.

Opfatter man sig selv som luddit i dag, vil man nok snarere sige, at man er imod nutidens hastige udvikling og implementering af nye teknologier. Og man kan fint og med rette være ideologisk luddit uden at være reel maskinstormer, men blot nære et menneskekærligt ønske om hensigtsmæssig regulering.

For nogen bør jo gøre noget, og som vi har indrettet vores samfund, er det staten. Vores samfund hviler således på en kontrakt mellem stat og individ, hvor staten tilbyder en social orden samt tryghed til den enkelte, mens den enkelte borger stiller sig selv og sin krop til rådighed. Men hvis der i en nær fremtid rent faktisk ikke findes reelle job, hvad kan staten så diske op med? Et bud kunne være pseudojob.

Et pseudojob er et job, der ikke skaber nogen reel værdi, men som gennem kunstige arbejdsopgaver er med til at holde illusionen om mennesket som et arbejdende og dermed værdiskabende væsen i live. Men hvilket menneske værende sig fuldt ud bevidst om, at det udfører nonsensarbejde, vil ikke opleve håbløshed og total desinteresseret ligegyldighed?

Et menneske, der udfører nonsensarbejde, det vil sige producerer ikkemening, vil hurtigt føle sig fremmedgjort. Ingen vil næppe nogensinde kunne acceptere at bruge en stor del af sine vågne timer på eksempelvis at feje den eksakt samme plet på fortovet dag efter dag, bare fordi. Landets politikere bør i stedet begynde at tænke i gevaldige reguleringer af teknologien, alternativt må man diske op med borgerløn til alle.

Menneskets værdi er andet og mere end den målbare værdi, det skaber på sit arbejde. Arbejde er langtfra livets salt. Der findes bedre måder, hvorpå man kan give og modtage mening, anerkendelse og identitet. Som for eksempel at stifte familie og have meningsgivende, forpligtende relationer til andre. Alligevel tror jeg, at det i fremtiden kan blive særdeles vanskeligt at overbevise både den ufrivilligt arbejdsløse masse og den ufrivilligt arbejdsløse enkelte om, at det hele nok skal gå.

Dette er en kronik udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk