Den stærkes ret

VERDENSORDENEN, som den har eksisteret siden slutningen af Anden Verdenskrig, er kollapset med Trump som præsident. Sådan lyder den dystre diagnose fra mange kommentatorer, som i disse dage har travlt med at sidestille Trump med Putin og Xi. For er Trump måske ikke også neoimperialist? Putin vil have Ukraine, Xi vil have Taiwan, og Trump vil have Grønland, Gaza og Panamakanalen, og han vil ikke udelukke magtanvendelse. Konklusionen er snublende nær: USA er ikke vores tætteste allierede, men i virkeligheden vores største fjende, som vi skal gøre os fri af hurtigst muligt.

HAR pessimisterne ret i, at Trump retorisk repræsenterer et radikalt nybrud, så har de ikke ret i, at han afskaffer en 80 år gammel regelbaseret verdensorden. For lige at rekapitulere: Efter Anden Verdenskrig delte sejrherrerne på Jaltakonferencen Europa mellem sig, sådan at Sovjetunionen fik lov til at råde og regere efter forgodtbefindende i Warszawapagt-landene. Opstandene i Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 blev slået brutalt ned, uden at Vesten foretog sig noget. Hvis det var en regelbaseret verdensorden, så var reglen den stærkes ret. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, hvor Kinas økonomi var 15 gange mindre end USAs, indtrådte så den epoke, som de fleste har i tankerne, når de taler om den regelbaserede verdensorden. Så hvad var det mon for en verdensorden? Ja, det var den, hvor Vesten med USA i spidsen dominerede kloden. Det udnyttede vi dygtigt til at skabe frihed og velstand i hele det tidligere Østeuropa – og mindre dygtigt til at forsøge det samme i Afghanistan, Irak og Libyen, hvor befolkningerne i modsætning til i Østeuropa ikke havde efterspurgt vores samfundsmodel. Var det en regelbaseret verdensorden? Det er nok at tage munden lidt for fuld, eftersom en stor del af verden ikke havde tilsluttet sig vores regler.