Jeg var oprigtigt rystet, da jeg for nylig læste Bjarne Corydons interview i Euroman. Ikke provokeret på den interessante måde, men ramt af den der stille, ubehagelige erkendelse af, hvor normaliseret en grundlæggende skæv arbejdsmarkedslogik er blevet i hans generation. En logik, der ikke bare accepteres, men bæres som en form for moralsk overlegenhed.

Corydon fortæller om børn, der blev trætte af færdigretter, og en datter, der i en periode forvekslede ham med sin morfar, fordi han så sjældent var hjemme. Alligevel insisterer han på, at det var »det hele værd«. I Corydons forståelse af verden ligger der en nærmest uangribelig logik: Hans metier er så vigtig, at hans børn nødvendigvis må komme i anden række. Det siges uden ironi og uden tvivl – som en naturlov snarere end et valg. Over den seneste tid har jeg set flere eksempler på samme tankegang, som afslører en afgørende forskel mellem generationerne.