Debat. Kampen mod jødehad må ikke misbruges til at lukke ned for Israel-kritik.

Antisemitismen er en pest

Antisemitisme er i mine øjne tæt på det værste, man kan blive beskyldt for. Det ældgamle – men stædige – had rettet mod jøder har gennem tiden medført uhyrlige forbrydelser og skal mødes med foragt og benhård modstand. Ikke mindst i denne tid, hvor antisemitismen desværre tager til.

Derfor bliver jeg oprigtig ked af det, når Weekendavisens redaktionschef, Klaus Wivel, på lederplads mere end antyder, at antisemitismen skulle trives eller accepteres i Enhedslisten. Jeg er selv vokset op i en venstreorienteret familie og opdraget med, at antisemitisme er det værste af det værste. År efter år mindedes vi Krystalnatten som en advarsel om, hvad der kan ske, når jødehad og andre former for racisme får lov at vokse sig stærk.

Modstand mod antisemitisme er en helt central del af venstrefløjens grundlæggende dna. Intet mindretal skal ringeagtes, diskrimineres eller udsættes for hetz eller trusler. Mindretallenes rettigheder og frihed til at udleve deres religion, kultur og frihedsrettigheder er selve grundlaget for et frit samfund.

Når Wivels forkerte beskyldninger om antisemitisme gør så ondt, skyldes det for mig også den kendsgerning, at hvor fascismen historisk har vundet frem, har både jøder og venstreorienterede været i skudlinjen. Det er ingen tilfældighed, at da fragtskibet M/S Wartheland i efteråret 1943 sejlede danske jøder mod tyske kz-lejre, delte de lastrum og skæbne med datidens venstreorienterede.

»Kampen mod antisemitismen må ikke misbruges til at lukke ned for den legitime og helt nødvendige kritik af Netanyahus krigsforbrydelser samt den israelske besættelses- og bosættelsespolitik. Det ser vi desværre alt for mange eksempler på,« skriver Pelle Dragsted i et debatindlæg. Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix

Denne fælles erfaring er formentlig også baggrunden for, at venstrefløjen har haft en nær relation til det jødiske mindretal og samarbejdet tæt om de årlige markeringer af Krystalnatten rundtom i Danmark. Men betyder det så, at der ikke findes antisemitiske holdninger hos mennesker, der opfatter sig selv som venstreorienterede? Nej, desværre.

Antisemitisme findes på tværs af det politiske spektrum. Det er netop ét af antisemitismens særkender, at den er mangehovedet. At jøder den ene dag kan blive beskyldt for at styre finanssektoren og den næste dag for at være kommunistiske agitatorer. Jeg støder desværre også på mennesker, der gør danske jøder medansvarlige for Israels krig – noget der er lige så racistisk og forkert, som når muslimer gøres kollektivt ansvarlige for Islamisk Stats afskyelige handlinger.

Derfor har vi alle – også os på venstrefløjen – et klart ansvar for at sige fra over for antisemitisme, hvor end vi møder den.

Det er samtidig afgørende, at den ubønhørlige kamp mod antisemitismen ikke misbruges til at lukke ned for den legitime og helt nødvendige kritik af Netanyahus krigsforbrydelser samt den israelske besættelses- og bosættelsespolitik. Det ser vi desværre alt for mange eksempler på. Det er farligt – også for det jødiske mindretal, fordi det kan svække opbakningen til kampen mod antisemitisme. Derfor er det et fælles ansvar – også for Wivel – ikke at sammenblande antisemitisme og legitim kritik af Israel.

Danske jøder skal aldrig hetzes eller diskrimineres på baggrund af, hvad der sker i Israel og Palæstina. Og falske beskyldninger om antisemitisme skal aldrig misbruges til at forhindre, at Israel skal kritiseres på samme måde som andre lande, der begår krigsforbrydelser eller fastholder ulovlige besættelser. Vi skal kunne gøre begge ting på én gang: bekæmpe antisemitisme og racisme med alt, hvad vi har, mens vi kræver en retfærdig fred og et frit Palæstina. Det burde være enkelt, men det er det tilsyneladende ikke.

En stor del af Wivels kritik hviler på den vildfarelse, at Enhedslisten skulle være imod en israelsk stat. Det er forkert. Enhedslisten støtter en tostatsløsning med et frit og trygt Palæstina ved siden af et frit og trygt Israel efter de FN-anerkendte 1967-grænser. Det har altid været vores politik og er det fortsat.

For at gøre det glasklart og umisforståeligt: Jeg og Enhedslisten vil altid være at finde i kampen mod antisemitisme og jødehad. De jødiske mindretal vil altid kunne regne med os. Vi vil til enhver tid og over for enhver trussel slå ring om de danske jøder, ligesom vi gør om alle andre diskriminerede og forfulgte mindretal. Det er vores mest dyrebare hjerteblod.

Pelle Dragsted er medlem af Folketinget og politisk ordfører for Enhedslisten.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk

Andre læser også