Den uendelige sommer

Kære læser

Hvert år, når juli nærmer sig, opstår den samme diskussion på Weekendavisen: Hvor meget skal vi forproducere til de mange lange sommeruger? Hvad med en sommerserie? Overvejelsen bunder i praktiske personalehensyn, for der er virkelig ikke mange skribenter på redaktionen disse uger, men jeg tror også, det handler om, at vi har svært ved at afgøre, hvad De, kære læser, egentlig er i humør til. Er det nu, der rent faktisk er tid til de lange, krævende tekster? Eller skal avisen afspejle ferietilstanden i form af flere lette, lystfyldte og måske ligefrem gakkede tekster? Kalder sommeren på fordybelse eller distraktion?

For mit eget vedkommende er det sådan, at jeg virkelig godt kan lide det øjeblik, hvor de fleste tjekker ud, og jeg selv bliver tilbage. Ikke fordi jeg gør noget andet, end jeg plejer, men hverdagen er alligevel fraværende på en måde, der strækker tiden ud og fylder den med sitrende potentiale. Og lige dér opstår muligheden for at fordybe sig i noget og blive fuldkommen opslugt.

Lige nu bruger jeg hver eneste ledige stund på at læse nogle af de romaner af Philip Roth, som jeg ikke tidligere har læst – The Counterlife, American Pastoral og Sabbath’s Theatre – og læseoplevelsen fylder mig med en fornyet fascination af den amerikanske forfatter, for selvom romanerne bekræfter, hvor meget vores syn på især maskulinitet har ændret sig, siden Roth døde i 2018, så fremstår hans romaner også fuldkommen vedkommende. De handler nemlig om stridende identiteter og om, hvordan individer bliver indfanget – og til tider knust – af både egne og andres snævre definitioner. Og dét, tænker jeg, kan vi allesammen lære noget af lige nu. I hvert fald løber kampen om identitet også som en understrøm gennem ugens avis.

Anna Raaby Ravn har skrevet et portræt af den amerikanske instruktør og forfatter Lena Dunham i anledning af premieren på hendes nye tv-serie Too Much. En af Raaby Ravns pointer er, at lige siden Lena Dunham brød igennem med Girls, er hun blevet både ophøjet og lagt for had, men alt for lidt opmærksomhed er blevet givet til hendes uudgrundelighed, der manifesterer sig i form af en ganske modsætningsfyldt, morsom og kaotisk energi.

Identitet handler norske Hilde Sandviks essay også om. For nogle uger siden skrev Mads Staghøj en artikel om frikirken Hillsong og det mandefællesskab, der eksisterer omkring den. Hilde Sandvik blev dybt foruroliget af at læse teksten, for som hun skriver i sit modsvar: I lang tid var islam det store spøgelse. Nu rykker den kristne konservatisme ind, og mange sekulære mennesker forstår stadig ikke, hvad der er ved at ske.

Det, jeg virkelig godt kan lide ved teksten, er, at Hilde Sandvik indleder med at forklare, hvor hendes egen agtsomhed over for religiøs fundamentalisme stammer fra: Hun voksede op i en norsk bygd, og da hun var 12 år gammel, kom en dansk prædikant til byen og »vækkede« det lille samfund. Man behøver langtfra at være enig med Hilde Sandviks konklusioner, men hendes erfaring må man tage seriøst. Jeg ved, hendes indlæg allerede har skabt debat i Norge om kristendommens rolle i både fortiden og i nutiden, og jeg håber, at det samme sker herhjemme.

Men måske sidder De netop nu i sommerhuset og tænker, at det hele bliver lidt tungt? At sommerferien jo netop er til for at trække én ud af det vante og vende tilværelsen lidt på hovedet? I så fald vil jeg anbefale Emil Jørgensens ganske utrolige historie om Bo og Lasse, mændene bag partybussen, der i dén grad deler københavnerne. For er et rullende diskotek, der drøner gennem sommernatten, egentlig en drøm eller et mareridt?

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Amalie Langballe, som her opfordrer alle ikkehandicappede til at læse et flerstemmigt opråb fra 2023 formuleret af 100 mennesker med handicap og deres pårørende.

Jeg skal bruge en del af min forestående sommerferie på at lytte til Caspar Erics nye podcastserie Mødrene på Radio IIII, hvor han interviewer mødre til børn med handicap. Men indtil jeg får tid til, at det bliver ferie i den her lejr, genbesøger jeg bladrende det flerstemmige opråb, som digteren indsamlede i 2023, der bærer titlen Undskyld vi er her.

For alle os, der er i familie med en person med handicap, er opråbet på den ene side en gennemgang af ting, vi selv har erfaret: hvor nemt det er at falde mellem to stole i et system, der har en forkærlighed for kasser og enten-eller, hvor presset på ressourcer det selvsamme system er, og hvor svært det er at få lov at passe ind i et samfund, hvor man hurtigt bliver usynlig.

På den anden side er opråbet også en smertefuld påmindelse om, at man også som pårørende kan glemme at se personen. Man kan meget nemt stirre sig blind på, hvad familiemedlemmet ikke kan, frem for hvad det bidrager med. For alle dem, der ikke har handicap inde på livet, er Undskyld vi er her bare pligtlæsning.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.

Vi ses i indbakken næste fredag!

Kathrine Tschemerinsky
Kulturredaktør