Langt væk fra virkeligheden

Lena Dunham har altid på nærmest magnetisk vis tiltrukket sig kritik. I en alder af blot 25 debuterede hun med HBO-serien Girls, som hun både skrev og instruerede, og som om det ikke var nok, spillede hun også den halvt om halvt selvbiografiske hovedrolle, og for de fleste ville det være at betragte som lidt af en bedrift. Men ikke når det gjaldt Dunham. Hun var for navlepillende, for nøgen og for meget. Sådan lød kritikken, der snart tog form af en slags massehysterisk besættelse af denne unge kvinde fra New York, og den er kun fortsat. I dag er der en vis konsensus om, at Girls faktisk var det generationsdefinerende mesterværk, som den med munden fuld af mad påstod, at den var, men nu klandrer man hende, at hun ikke sidenhen har præsteret på samme niveau.

Og det er jo latterligt. Så da jeg satte mig ned for at se hendes nye Netflix-romcom, Too Much, ønskede jeg bare at glemme alt det og lade det nye værk tale for sig selv. Men efter at have set samtlige af seriens ti afsnit må jeg erkende, at det er nemmere sagt end gjort. For det desværre ret rodede og uinspirerede nye værk taler så meget ind i det gamle, at sammenligningen ikke er til at ryste af sig, og det siger på godt og ondt også noget om, hvor Lena Dunham er som kunstner i dag.