Generations­fortryllelsen

Find alle artiklerne i serien »Gensyn med Girls« her.

I begyndelsen af anden sæson har Hannah fundet sammen med en fyr ved navn Sandy. Han er afroamerikaner og republikaner, og det hele er lidt off. Og ikke off, som Girls almindeligvis er det. Off i forhold til den måde, Girls plejer at være off på. 

Det siges og mærkes ret tydeligt, at karakteren Sandy blev skabt som en reaktion på den kritik, første sæson blev mødt med: at Girls med sit hvide cast tilbød et fejlslagent billede af Brooklyn anno 2012. Og her er så seriens lidt for kokette modsvar. For hvordan skal det egentlig forstås? Men Sandy er ikke desto mindre interessant. Dels spilles han af Donald Glover, der i dag er kendt som manden bag den vidunderlige og nærmest lynchske Atlanta, der videreudviklede den millennial-dramady-genre, som Girls var med til at etablere. Dels er det, som om Sandy-karakteren, selvom den ikke fungerer særlig godt i sig selv, kaster lys over noget vigtigt. Nemlig at det virker til at være imod seriens natur at vende sig mod offentligheden på den måde. Girls er ikke en åben serie, der, som det var tilfældet med det senere ungdomsfænomen Skam, ønsker at interagere med sine seere.

Den ønsker heller ikke at adlyde, hvad man kunne kalde gængs tv-realisme. I sin formelle opbygning – og det bliver virkelig tydeligt her i sæson to – presser den hele tiden grænserne for, hvor lidt der skal til for at skabe sammenhæng fra det ene afsnit til det andet. Særlig berømt er selvfølgelig den drømmende afstikkerepisode, hvor Hannah spiller nøgenbordtennis med en fraskilt læge i et brownstone-hus, hvorefter hun besvimer i hans sauna.

Girls er en serie, der opbygger sin egen meget specifikke verden. World building, hvis vi et øjeblik låner et udtryk fra fantasylitteraturen. Og hvis vi fortsætter ud ad det spor, kunne man måske udtrykke det således: Det er, som om noget er galt, som om der måske endda hviler en slags fortryllelse over den verden, Girls udspiller sig i, der får folk til at bære hovedbånd og starte sennepsfirmaer og over en bred kam opføre sig barnagtigt og bizart. Her gælder, kunne man sige, nogle særlige regler. Og hvis det er tilfældet, så melder der sig et spørgsmål. For når man i Generation Y (som jeg selv er en del af) identificerede sig så en til en og Knausgård-glubsk med denne sære tv-serie, og det gjorde vi virkelig, hvad var det så egentlig vi identificerede os med?

LAD OS BEGYNDE MED Hannah. Det er i denne sæson, Hannah endelig høster anerkendelse for sin skrivning. Delvist i hvert fald. I begyndelsen af tredje afsnit er hun til møde på internetmagasinet med det perfekte navn Jazzhate – en satire over hedengangne Vice Magazine. Redaktøren fortæller, at hun gerne vil betale Hannah 200 dollar pr. artikel som freelancer, og foreslår derudover, at hun har »en trekant med folk, du møder på craigslist, eller tager alt det kokain, du kan, og skriver om det«. På samme måde er hun i begyndelsen af sjette afsnit pludselig til møde med en forlægger, der bestiller en e-bog hos hende, som hun i parentes bemærket kun har en måned til at skrive. Hvilket betyder, at hun fortæller alle, at hun skal skrive en e-bog, men ikke rent faktisk skriver den. Til sidst bliver hun alvorligt syg af det.

Hannah kan måske få lov til at skrive, men det kræver i så fald, at hun først skal opleve noget. Og det skal i øvrigt være ekstremt nok – ydmygende nok – til, at det er værd at skrive om. Og selv da kan man ikke blive ansat.

Dette bøvl med at finde sig til rette i en profession, og mere specifikt det at skrive, fik mig til at tænke på seriens evindelige storesøster med styr på tilværelsen, nemlig Sex and the City. Her havde hovedpersonen, Carrie, et tydeligvis godt betalt job som klummeskribent, og serien var bygget op efter en helt selvfølgelig rækkefølge, der også sikrede dens stringente formelle udtryk: De fire kvindelige hovedpersoner oplevede noget, der havde at gøre med byen eller sex, og derefter bearbejdede de erfaringerne over det rituelle brunchbord. Og hvert afsnit sluttede med, at Carrie – der var seriens fortæller – bandt en fiks pseudoantropologisk sløjfe på det hele.

I GIRLS eksisterer den rækkefølge ikke. Og det er måske det, man kunne kalde Girls-fortryllelsen. En sær tidslighed, hvor man altid er en erfaring for fattig til at være noget, men det eneste, man drømmer om, er netop det. Det er også, kunne man sige, Generation Ys selvfortælling om en manglende sammenhæng mellem de storslåede forestillinger om, hvordan livet skulle være, som vi blev podet med, og så de muligheder, økonomien efter finanskrisen tilbød. Men kværnet til tryllestøv og pustet ud over en vennegruppe. Det var det, vi blev introduceret for i første sæson, og det var sjovt. I anden sæson finder vi ud af, at de er fanget i en fortryllet verden, hvor udvikling ikke som sådan er mulig, og det er her, seriens tragiske elementer for alvor indfinder sig.

Det er i øvrigt ikke forbeholdt Hannah. Sæson to er på mange måder Marnies. Ligesom Hannah fik frataget sit økonomiske eksistensgrundlag i første sæson, så bliver Marnie fyret i begyndelsen af anden. »Verden har de tre kuratorer, den havde brug for,« som Ray formulerer det. Og herfra går det kun mere galt. Eller jeg måtte i hvert fald her ved gensynet flere gange forlade stuen, når Marnie var på skærmen. Denne serie, der har et verdensmesterskab i at få seeren til at føle mange nuancer af ubehag, tager disciplinen til nye højder i den scene, hvor Ray beder Marnie fortælle, hvad hun drømmer om, og hun svarer: »Jeg vil gerne synge!« Hvorfor er det så pinligt? Det spørgsmål når man ikke at tænke til ende, for straks slår serien samme rekord, da Marnie møder op til en fest i sin ekskærestes nye app-virksomhed og foran alle synger en uforklarligt kælen version af Kanye Wests »Stronger«. Hun kan sådan set godt synge. Og i alle andre serier ville det måske endda have været helt okay. Men ikke i den verden, som Girls foregår i. Måske var det lige her, identifikationen skete: ved at få os til at føle, at her er enhver ambition pinlig. At her er alle veje fremad brolagt med ydmygelser.

Find alle artiklerne i serien »Gensyn med Girls« her.