Fyfferpyffer. Historien om den bizarre underholdning wrestling er også fortællingen om Donald Trump – og kan endda ses som et spejl af hans måde at regere på. Nu vil wrestling være allemandseje med Netflix som platform.
Voksne mennesker i tangatrusser, der lader, som om de slås
John Cena springer på sin modstander Cody Rhodes under WrestleMania 41 i kampen for WWE-championshipbæltet. Foto: Ethan Miller, Scanpix
Imens mange går rundt og overvejer, om de bør boykotte Coca-Cola, har det måske mest amerikanske produkt overhovedet fundet sin vej til Danmark. Jeg taler selvfølgelig om wrestling: vaselineindsmurte voksne mennesker i tangatrusser, der ryger i totterne på hinanden på skrømt.
Det sker som følge af en tiårig aftale mellem Netflix og det altdominerende wrestlingforbund WWE, der dels skal udbrede det spegede fænomen sportsunderholdning til hele verden, dels skal fungere som prøveballon for Netflix' ambitioner om at transmittere livesport. Derfor har man siden begyndelsen af januar hver mandag kunnet følge de såkaldte RAW-programmer og tilsvarende Smackdowns hver fredag, og i begge tilfælde har man selvfølgelig set folk, der slås, men mest af alt har de medvirkende haft til opgave at opbygge en masse hysteriske fejder mellem wrestlere, der så endelig forløstes i WrestleMania: en storslået extravaganza tætpakket med blod, katarsis og pyroteknik over to lange aftener lørdag og søndag i påsken.
Del:
