Tæsk med stiger og sammenklappelige borde

Det, man kalder professional wrestling, er ikke en sport, for det er bestemt på forhånd, hvem der vinder. Disse pumpede og olieindsmurte atleter lader jo bare, som om de slås. Det virker som en simpel betragtning, men der er som sådan ikke noget simpelt ved det. 

Det er et tiltagende bizart kulturelt fænomen, der finder sted dybt inde i kratlandskabet mellem kampsport og sæbeopera, og i Nordamerika, særligt i USA, hvor denne form for såkaldt »sportsunderholdning« har en over hundrede år gammel tradition bag sig, er det en gængs familieaktivitet at tage til wrestling og heppe på sin favoritwrestler, præcis som man ville gøre til en fodboldkamp.

Det er ikke tilfældet i Danmark. Endnu! For på denne dybfrosne lørdag aften slår man på Refshaleøens nye spillested Poolen dørene op til det, der efter eget udsagn vil blive det største wrestling-arrangement nogensinde på skandinavisk grund. 

I den gamle B&W-hal, der kan rumme 2000 personer, er der godt fyldt op omkring den store ring i midten, og det er den foreløbige kulmination i det aarhusianske wrestlingkompagni Bodyslams nu ti år lange historie: De har rejst rundt til snart enhver byfest og til flere mellemstore arenaer, og nu vil de altså vise, hvor langt de er kommet, med et ordentlig brag.

Første kamp er imponerende. Den tyrkisk-svenske Ender Kara og briten Michael Oru viser et højt atletisk niveau. Men det er nu engang sekundært. 

Dem, der virkelig vinder publikums hjerter, er de wrestlere, der formår at inkarnere de mest basale arketyper: heltene og skurkene. Og således tager stemningen til, da aftenens første rigtige skurk går mod ringen i form af nordsjællænderen Pete Phoenix. Han skal være med i en såkaldt otte personers stige-kamp, hvor det gælder om at være den første, der lykkes med at kravle op ad en wienerstige og får fat i en kuffert, der hænger fra loftet. Men de ender selvfølgelig med at tæske hinanden med stigerne i stedet, mens publikum messer ordene, de altid råber efter ham: »Du er! – og bli’r! – et Hellerup-svin!«

Og så i næste kamp kommer heltene: det såkaldte tag team-par ved navn Randers’pagne. Det er kaldenavnet for den yndede provinsdrik Mokai, som de to glade gutter, hvis persona synes at være bygget over crazy daisy-bartendere fra Kronjylland, altid har med i ringen for at sprøjte det ud over det publikum, som forguder dem. Således findes der også her en fortælling om den stigende geografiske polarisering, men på en sjældent energisk måde. 

I det hele taget er der noget overraskende og glædesfuldt gakket over denne Foreningsdanmarks oversættelse af det store amerikanske spektakel, og budskabet, hvis man bekymrer sig for den slags, er på den måde heller aldrig, at vold er godt. 

Selv ikke, da man efter pausen sætter et stort stålbur op, og den excentriske ener Buster, der altid gør sin entré til Nanna Lüders børnesang med samme navn, får så mange tæsk af en flok langhårede grunge-gutter i flannelsskjorter, at han bløder fra ansigtet. 

Ikke engang da vækkelsesprædikanten Peter Olisander til sidst taber mesterskabsbæltet ved at blive kastet fra toppen af stålburet og ned i et sammenklappeligt bord. Wrestling er kommet til Danmark, og jeg spår, det kan blive stort.