Anmeldelse. Hold øje med instruktørkometen Sofia Adrian Jupither. I Wagners Tristan og Isolde viser hun, hvordan man frisætter den tyske mester.
Venus på visit
Hvor har man set hende før? Denne smukke glubske kvinde, der ikke rummer et gran af tragik, men kan køre en mand helt ud, hvor kragerne vender. Venus. Men hun er da ikke med i Wagners Tristan og Isolde. Hun har derimod fuldt råderum i Tannhäuser, hvor hendes lyster blev drevet betagende over gevind i instruktøren Tobias Kratzers opsætning i Bayreuth for fem år siden. Her sneg den forvorpne kærlighedsgudinde sig ind til mændenes sangerkonkurrence i anden akt. Helt uden Wagners billigelse, men Kratzer lod hende uden en tone i livet stumt godte sig over de opstyltede mænds lovprisninger af høvisk kærlighed.
Høvisk, det er ridderen Tristan, der på et skib medbringer den irske skønhed Isolde, som han skal aflevere til sin herre, kong Marke. Tristan har imidlertid en fortid med den skønne. Han har dræbt hendes elsker Morold, og hun har plejet den sårede Tristan efter holmgangen uden at genkende ham. Da deres øjne mødtes, gnistrede kærligheden imidlertid mellem dem for fuld styrke. Isolde har derfor kun hån og had tilovers for den lydige lakaj, der nu fragter hende til fornuftsægteskabet med den aldrende Marke. Med sig har hun tjenerinden Brangäne, der i sine gemmer har en giftdrik og en kærlighedsdrik. Isolde lokker Tristan til en forsoningsskål, og de aner begge, det betyder et fælles selvmord. Men Brangäne bytter om, og musikhistoriens største kærlighedstragedie begynder.
Del: