Billedbombardement. Internettet og de sociale medier har ødelagt vores forhold til billeder og gjort det umuligt at navigere i nyhedsstrømmen. Det bliver særligt tydeligt, når verden er grebet af krig.
Værst på breaking

Under udbrud af globale konflikter de seneste ti år har jeg af og til stirret paralyseret på nyhedsstrømmen og tænkt: »Gad vide, hvordan det ville have været at opleve 11. september, hvis der fandtes sociale medier og udbredelse af nyheder fra sekund til sekund i 2001.« Hvordan ville en ekstremt voldelig begivenhed med øjeblikkelige verdenshistoriske konsekvenser have taget sig ud i en konstant kværnende nyhedscyklus med Gud og hvermand som livekommentator og under påvirkning af tusindvis af ondsindede manipulatører?
I de seneste par uger har krigen mellem Israel og Hamas givet mig noget, der kunne minde om et svar. Fordi jeg selv bor i Israel, har jeg ikke haft andet valg end at nedsænke mig fuldt og helt i internettets syrebad af konstante breaking news.



