Da jeg for en måned siden skrev om sæsonens første opera på Det Kongelige Teater, Massenets Werther, endte jeg i et hysterisk leje. Nogen, eller for nemheds skyld bare alle, skulle fyres. Ikke fordi der var meget galt med opsætningen selv, ud over at den manglede kant. Problemet var, at Werther indledte en operasæson med blot fire nye iscenesættelser på landets største scene, omtrent en halvering, og så trænger hysteriet sig vel naturligt nok på. Opera er en dyr kunstart, pludselig kan nogen have besluttet, at den er for dyr, og puf, så er den borte eller svundet ind til ingenting.

Til Det Kongelige Teaters forsvar må indvendes, at kvantitet ikke er alt. Sæsonens anden premiere, Kaija Saariaho og Sofi Oksanens Innocence, er så overrumplende, at teatret med god samvittighed kunne gå på sommerferie allerede efter sidste opførelse om tre uger, og man ville alligevel se tilbage på sæsonen med glæde. For den finske opera fra 2021 er slet og ret et mesterværk, man aldrig glemmer igen efter at have oplevet det på scenen.