Anmeldelse. Årets talentfulde afgangsfilm fra Super16 vidner om en generation, der kæmper med kommunikationsbrister og identitetsproblemer.
Ungdommen ryster
Instruktørerne fra årets Super16 årgang. Bagerst fra venstre: Lina Vain Illalla, Teji Mohr, Sif Lina Lambæk og Selma Sunniva. Forrest fra venstre: Nivetha Balasubramaniam og Frederik Paludan. Pressefoto: Emil Reedtz Poulsen
Filmskolen Super16 har 25-års jubilæum i 2024, og i det første kvarte århundrede har den skabt imponerende resultater. De mest markante navne, skolen har udklækket, kan som minimum måle sig med dimittenderne fra Den Danske Filmskole: eventyrlystne producere som Katja Adomeit; store, etablerede instruktører som Christina Rosendahl, Fenar Ahmad og Martin Zandvliet; og talenter som Tea Lindeburg og Frederik Louis Hviid, for blot at nævne et udvalg.
Skolen blev oprindeligt startet som et modstykke til Den Danske Filmskoles gatekeepende topstyring, og selvom de kvalitetsmæssige forskelle mellem de to skoler for længst er blevet udjævnet, er der stadig forskel på dem, når det kommer til praktisk drift og etos. Super16 drives på samme måde i dag, som da den blev grundlagt i 1999: som en uafhængig forening, hvor de studerende kontrollerer alt fra produktionsapparatet til optagelsen af den næste årgang af håbefulde filmskabere.
Del:
