Mens man på Gamle Scene for tiden kan høre Frederik Cilius gøre sig lystig over, hvorfor vi mon her i Danmark har valgt Jeppe på bjerget som vores mest elskede antihelt, så synes jeg, det er langt mere spændende, hvad den norske folkesjæl mon ser i den løgnagtige Peer Gynt. Han, der oven på farens sociale deroute i barndommen trøster sig med fantastiske løgnehistorier og ender med at gøre succes på baggrund af selvsamme evne til at digte til, finde på og oversælge, er en langt mere uforsonlig karakter end den drikfældige Jeppe. Helt anderledes gemen, langt mørkere. Hvem har lyst til at spejle sig i ham?

Helt fra start af er det lumpent. »Peer, du lyver!« lyder første replik fra mor Åse, og så er scenen ligesom sat – særligt når det nu er Karen-Lise Mynster, der sætter den med sin drævende, forbitrede fortolkning af kvinden Åse, der har skullet udholde den tort at opfostre sønnen Peer uden anden trøst end den virkelighedsflugt, som eventyr og historier tilbyder.