Tusinde tangatrusser med velcrolukning

En forudseende medarbejder har tapet et A4-papir med påskriften »unisex« hen over skiltet til mandetoilettet. Chippendales er i byen, og kvinder i alle aldre fylder lobbyen til Tivolis koncertsal. Klar på at huje og drikke hvidvin. Klar på med egne øjne at bevidne det amerikanske stripteasefænomen, der siden 1979 ligesom har haft sit eget olieindsmurte hjørne af den kulturelle fantasi, og som på forunderlig vis er blevet et internationalt kæmpebrand.

Og her er de så. Ni hakkede unge mænd danser ind på scenen klædt i den famøse og jo bare vildt excentriske Chippendales-uniform: bar olieret overkrop, men indrammet af en skjortekrave med butterfly og manchetter på håndleddene. »Copenhagen! Do you like what you see!?« Der hujes med måde. Det starter da også usikkert. De rammer ligesom ikke den boyband-koreografi, de har kastet sig ud i til David Guettas version af 90er-sangen »I’m Blue«. Særligt ham, jeg senere skal lære hedder Johnny Disco, er konsekvent et par trin bagefter.

Men det er på egen regning at tro, at denne aften skal handle om præcise dansetrin. Nu sættes der turbo på. Fem af fyrene kommer ind klædt ud som bygningsarbejdere: orange veste og beskyttelseshjelme. En vedtaget arketype inden for kvindelige sexfantasier, hvilket i det hele taget er det domæne, vi arbejder indenfor, men kørt ud i det befriende absurde: Orange kegler overalt. Stiger. En meget avanceret dans med nogle store hamre. Pludselig køres der et stillads på scenen. Det slutter med, at alle bygningsarbejderne flår deres undertrøjer i stykker, og til Nellys »Hot in Here« løber de så ud til det nu storhujende publikum og danser med heldige tilfældigt udvalgte.

Absurd er det fra start, da tæppet går til den næste scene. »Purple Rain« med Prince spiller. En afklædt mand, enten ham, der hed Kim Smooth, eller ham, der hed Mozart the Bohemian, står med ryggen til os i et brusebad. Han sæber sig ind, imens lilla lyn slår ned overalt. Nu bliver en ung kvinde fra publikum så placeret ved et lille bord foran badet, og imens han gør kur til hende, tager han så – højst overraskende – nattøj på. En bordeauxrød satinpyjamas. Hvad er det for en fantasi?

Nogle gange er det ligetil: Politiet dukker op med lommelygter, solbriller og håndjern. Tangatrusser med velcrolukning flås af i hobetal, og det antydes flere gange, at et motorcykelsæde er et bekvemt sted at dyrke sex. Andre gange udspiller der sig nogle voldsomt indviklede, men så meget desto sjovere optrin: en pikant linedance, et gakket og lummert quizshow, en covid-19-situation med nogle lysende mundbind. Mest overraskende, i sit blotte fravær af strip, er det, da en af herrerne træder ud på scenen med en spansk guitar og, ret smukt, synger »Canción del Mariachi« fra Desperado-soundtracket. Aftenen igennem har scenen emmet af en nærmest barnlig og frydefuld iver blandt disse mænd for at vise os ikke bare deres tonede atletlommer, men også bare alt det, de hver især kan. Så uhøjtideligt, så vidtløftigt. Alle fejltrin i dansen er for længst glemt. Det viste sig i øvrigt at være Johnny Discos første aften på scenen, så tillykke til ham.