Kritikken har klæbet til Katy Perrys syvende studiealbum, 143, længe inden det udkom i fredags. For da hun i juli slap førstesinglen »Woman’s World«, blev hun med ét centrum for en hel popverdens hån: Hvilken automat havde hun trukket lyrikkens karikatur på feminisme i, og hvorfor var den skrevet sammen med produceren Dr. Luke, der havde et grumset MeToo-forlig på cv’et?

Mens Perry nok havde forventet en storm af kærlighed fra fans – albummets titel kommer af 90er-slang, hvor et-fire-tre læses som antallet af bogstaver i »I love you« – mødte hun i stedet en massiv modstand, der har overskygget de efterfølgende singler og gjort 143 til en forudsigelig katastrofe.