»Ciclismo, Atalanta, Felice Gimondi e Papa Giovanni!«
Marco, min glade, højtråbende sidemand på stigningen op til Colle Aperto i Bergamo, står med sin datter i hånden og opremser byens stoltheder for mig og tilføjer, at han tager min barregning efter etapen, hvis cykelløbet ikke eksploderer netop her, hvor vi står.
Det burde jeg nok have holdt ham op på, for der skete i grunden intet som helst, hvis man gør underholdning op i angreb. Det ændrede dog ikke noget på Marcos venners humør, godt hjulpet på vej af kolde øl, da udbryderne og feltet passerede anden gang på den stejle stigning. Bergamo Alta gyngede i takt med cykelløbet, og der var ikke den rytter, der ikke blev jublet op over stigningen.
Mark Cavendish, der dagen efter annoncerede, at han stopper efter denne sæson, klaskede highfives til stort set hele byen på vej op, mens han smilede sig gennem folkemængden. Selv politimotorcyklerne fik et klask på kåben, nu hvor festen alligevel var i gang.
Allerbagest lå Alberto Dainese, hvis ansigt var blegt som solcreme, og foldede sig i skrækkelige smerter, der løftede de store solbriller endnu højere op i panden. Det lignede allersidste dag i Giro d'Italia for ham. Han havde sovet på badeværelsesgulvet natten inden og var stået af cyklen ti gange på vej til Bergamo med en mave-tarm-infektions buldrende ballade i bugen. Det fortalte han i går, hvor han vandt i badebyen Caorle lidt øst for Venedig en times kørsel fra det sted, han er vokset op. Alle har deres lidelseshistorie med det her cykelløb, og kun meget få af dem ender så lykkeligt.
Der var proppet i svævebanens lille metalgynge på vej ned til Bergamos nedre bydel, og jeg havde stadigvæk løbets larm ringende i ørerne, da jeg steg ud. Stemningen i den hårdt ramte pandemiby var varm, og følelsen af at stå tæt med dens begejstrede cykelfans var dejlig. Selvom løbet spændingsmæssigt ikke gav ret meget tilbage den dag, var der noget underligt forløsende bare ved at være der.
Giroen blev fejret på listen af stoltheder, som Marco opremsede oppe på bakken, sammen med det lokale fodboldhold og to af byens andre stjerner, salig cykelrytter Felice Gimondi og pave Johannes 23. Den førstes skæbne var at køre samtidig med Eddy Merckx, og det svarede i datidens valuta til at bekæmpe sultne løver med en vatpind. Men han vandt alligevel både Tour de France, Vuelta a Espana og Giro d'Italia – det sidste hele tre gange.
Gimondi var askesen forklædt som cykelrytter. From og så seriøs med sine ting, at han overgik den belgiske kannibal i disciplineret opofrelse. Det var han muligvis også nødt til for at kæmpe mod den belgiske overmagt. Da Gimondi stoppede karrieren efter endagsløbet Giro dell'Emilia i Bologna i 1978, blev han spurgt af La Gazzetta dello Sport, hvad han nu gerne ville lave med sit liv. Han svarede høfligt, at han havde smagt et stykke pizza som yngre, og nu ville han gerne prøve at spise en hel.
Hvis Alberto Dainese fik sin mættende forløsning ligesom de foreløbig 14 andre etapevindere, mangler selve løbet at folde broderparten af spændingskurven ud. Den har mildt sagt været både snoet og knudret, og det har længe set ud, som om den endeløse regn over Appenninerne nærmest ville vaske cykelløbet væk. Det var bestemt ikke det, der var dækket op til inden løbets start.
På den lange vej ned ad Passo del Sempione i sidste uge føltes det mere som at sejle bilen gennem et vandfald end at køre foran et cykelløb på vej mod mål. Andre steder i Italien har vandmasserne ødelagt en halv region, og Giroen var forbandet heldig at køre færdig netop det sted et døgn inden ødelæggelserne. Hvis Giroen naturligt grænser op til virkeligheden og den italienske hverdag, har betingelserne for det møde været hårdt for begge dele. Aldrig har det regnet så meget i nyere tid til et italiensk cykelløb i maj. Helt undtagelsesvis vil det at gennemføre løbet nærmest være som en podieplacering for mange af rytterne, og det har ingen haft som en isoleret ambition, inden det startede.
Da de sorte regnjakker blev lynet op, og den lyserøde trøje kom tilbage på walisiske Geraint Thomas' overkrop, sad den ikke bedre fast, end at den muligvis kun er til låns for den tidligere Tour-vinder. Med tre skrækkeligt hårde etaper tilbage har han kun et halvt minut at ånde i, før João Almeida og Primož Roglič tager trøjen fra ham.
Om de 29 sekunder, der adskiller de tre bedste ryttere, har været de tre ugers ventetid værd, ved vi først lørdag aften, når bjergenkeltstarten til Monte Lussari tæt på den slovenske grænse er overstået. Inden da venter to etaper i Dolomitterne, der både torsdag og fredag har potentialet til at knuse og krone de ryttere, der er tilbage i spillet om den sammenlagte sejr.
Etapen fredag til Tre Cime di Lavaredo er den hårdeste dag i noget cykelløb i år. Med knap 5.500 højdemeter og en veritabel hitparade over uhyggelige opkørsler bliver det dér, Giroens stærkeste rytter vil træde frem. Det kan ikke være anderledes, og alle – selv de bedste – frygter den dag. Måske så meget, at de har sparet sig de steder, de kunne, for at være klar.
Fra et publikumsperspektiv er det også en udmåling af tålmodighed, for den finale har ladet vente på sig. Men man skylder rytterne den indrømmelse, at de ikke får flere kræfter af, at ruten bliver hårdere. Det er formentlig hovedårsagen til den langtrukne og afventende kørsel. Alle kræfter, der har været brugt unødvendigt op til 19. etape, vil trække ågerrenter hele vejen til mål, og der er som bekendt kun plads til én ved festbordet i det hvidmalede Auronzo-refugie, hvor pressekonferencen for den vindende rytter bliver afholdt.
Jeg behøvede ikke at spørge Marco på bakken i Bergamo, om det var ventetiden værd for bare at se Giroen passere. Det var det. Men det er helt sikkert ikke nok for mange andre, og selvom rytterne for så vidt ikke skylder nogen noget, skylder Giroen sig selv at komme helskindet hjem med et grusomt underholdende brag i bagagen. Hvis cykelrytterne er en del af underholdningsindustrien, er det helt sikkert sjovere at se på, end det er at være med.
