Pescara, Abruzzo, 5. maj
Min kuffert er upraktisk tung, og jeg løfter den selv ind i den aflange hvide bil, selvom den ældre taxachauffør på stationen i Pescara insisterer på at gøre det. Han tager fat i den ene side, og som en undskyldning for vægten siger jeg til ham, at jeg skal være undervejs i over tre uger til Giro d’Italia. »Men hvor er din cykel så henne?« spørger han og vender sig omkring for at se, om den skulle være blevet stjålet. Jeg kunne måske vælge at tage hans spørgsmål om mig som professionel cykelrytter som en kompliment, men tænker, at han nok mest ser fodbold, når han har fri. Vi kører fra kysten ud i retning af Appenninerne, og gennem det halvåbne vindue peger han på de lokale restauranter, vi passerer. Han forklarer detaljeret, hvem der laver de bedste »arosticcini«, små grillspyd med krydret lammekød. Jeg nænner ikke at fortælle ham, at jeg aldrig spiser lam, og læner mig tilbage i bagsædet og brummer nogle bekræftende lyde hist og her i samtalen, selvom vinden og bilens radio overdøver både ham og mig.
Vasto, Abruzzo, 8. maj
På et eller andet tidspunkt under togrejsen til dette års Giro har jeg krydset grænsen mellem Nord- og Syditalien. Den fysiske grænse er der ikke definitiv enighed om, og jeg har altid følt, at den var flydende. Der er himmelvid forskel på, at noget eksempelvis er nord for Napoli i Campania eller syd for Rom i Lazio, selvom det for så vidt kunne referere til det samme område ved et simpelt kig på kortet. På vingården, hvor jeg overnatter de første to nætter sammen med min engelske kollega, taler jeg med en af de ansatte, Francesca Di Niro, der viser mig rundt i deres verdicchio-marker. Da jeg spørger hende, hvilken del af landet hun føler sig som en del af, svarer hun, inden jeg når at gøre sætningen færdig: »Sud!« Hun forklarer, at det handler om mentalitet og meget mere end økonomi eller streger på kortet. »Vi tænker på en anden måde,« siger hun. »Det hele handler ikke om arbejde, men om at være tæt på familie og venner. Spise ordentligt og nyde livet. Selvom vi måske burde, bekymrer vi os ikke om de samme ting, som folk gør oppe nordpå. Vi lever livet fra dag til dag.«
Melfi, Basilicata, 9. maj
Løbet har bevæget sig fra Adriaterhavskysten via Molise og ind i Basilicata, begge sydlige landsdele, som for de fleste udlændinges vedkommende er ret ukendte brikker i det italienske puslespil, der tæller 20 regioner i alt. Da jeg lavede mit første Giro d’Italia for over 20 år siden, forstod jeg ikke sproget godt nok til at tyde de lokale dialekter. Kommer jeg langt nok sydpå i dag, gør jeg heller ikke, selvom jeg nu taler sproget flydende. Min anden Giro for 18 år siden startede i Reggio Calabria, og den første morgen på hotellet et godt stykke ude på landet spurgte jeg om vej til aviskiosken. Jeg mente at have set en »Edicola« i forbifarten, da vi ankom sent aftenen inden. »Der skal du ikke hente aviser,« sagde den flinke mand, da jeg spurgte om vej. Du skal køre ti kilometer længere ind mod byen. Det tog lidt tid og en grimasse i receptionistens ansigt, før jeg forstod, at det ikke var et sikkert sted at køre hen. Det er blevet mindre risikabelt at rejse rundt dernede, men fordommene er stadigvæk omfangsrige, ikke mindst for mange norditalieneres vedkommende, som intet forhold har til ret meget syd for Rom. Da jeg boede i Como nogle somre helt oppe ved den schweiziske grænse, var det ret eksotisk for mine naboer at høre om alle de steder, jeg havde været.
Men mange af idiosynkrasierne er desværre mere end bare separatistiske spøgelseshistorier. Det bjerg af mafiøst lort, som min kollega i disse spalter, Morten Beiter, har beskrevet mere udførligt end nogen andre, er en kronisk og mange steder stadigt voksende cancer, der rækker langt ud over landets fysiske grænser. Mafiaen er både en lokal morder og en international tønde af sivende gift.
Salerno, Campania, 10. maj
En sommernat efter Tour de France for mange år siden satte jeg mig for at se filmatiseringen af Roberto Savianos bog Gomorra om Camorra-mafiaens betændte underverden. Jeg boede alene ude i bjergene mellem Lucca og havet, og jeg var rædselsslagen over den film. Det føltes langt væk, men alligevel tæt på, når jeg på bare en håndfuld timer kunne køre ned og parkere foran den kriminelle slum i Scampia, hvor en stor del af filmen er optaget. Nedrivningen af Francesco Di Salvos horrible betonbølger, »Le Vele di Scampia«, som var symbolet på den korrupte elendighed i filmen og bydelen, er næsten komplet, men den generelle genrejsning af de fattigste dele af Campania lader mere end vente på sig. Det er svært at forestille sig, at det nogensinde bliver anderledes. Kontrasten mellem de billedskønne strækninger ved Amalfi og de mere triste dele af kysten er slående på en måde, så lussingen sidder fast i sindet længe efter synet. Smadrede huse ligger ensomt, som skyllet op af enorme bølger, efterladt alene eller i klynger på de stejle bakker, hvor insisterende planter slynger sig om deres strittende metalpæle. Når det regner i Campania, går forstædernes beton i et med himlens grå.
Napoli, Campania, 11. maj
Endelig, Napoli. Napule, finalmente. Stemningen i byen er en destination i sig selv, efter at byens blåstrålende stolthed vandt det italienske fodboldmesterskab i sidste uge. Deres kærlighed til det hold og den sejr er som et jordskælv før og efter for den bys mennesker. Et omvendt vulkanudbrud, hvor byen i stedet heler og vokser sig smuk af glæde under Vesuvios truende horisont. Festen er kontinuerlig, og i det spanske kvarter er larmen så levende, at det er som at blive sænket direkte ned i et bankende hjerte, mens kirurgen redder patienten. I en af kioskerne spørger vi ejeren, om han kender nogen af cykelrytterne. »Kun Pantani,« siger han. Men måske giver det god mening, for han er cykelsportens svar på Diego Maradona, byens mest elskede barn. En genial og guddommelig bastard, der var i stand til ene mand at vende alt på hovedet. En evigt elsket outsider, der vandt og forsvandt og formentlig døde alt for ensom med stoffer i blodet. Udenfor kører scootere gennem de smalle gader, travle midt i den retningsløse fest. Ingen har hjelm på, mens de snor sig ind i mylderet.
Napoli har i forvejen en uhyggeligt høj hvilepuls, men nu flugter den endnu mere med de tusindvis af smalle espressoer, der bliver hevet ud af kaffemaskiners trykpumper hele dagen. Caffè Sospeso: traditionen for at betale for en kop mere, som baristaen pligtskyldigt giver til en værdigt trængende. Den dejlige gestus er skønhedens immunitet midt i alt skraldet. Jeg holder med Napoli, længe efter at vi er videre mod nord og det andet Italien, der er meget langt væk, når man ser det nedefra. Det har regnet den første del af Giroen, men solen gør en undtagelse i Napoli.
L’Aquila, Abruzzo, 12. maj
Det skar i hjertet, da jeg så byen efter jordskælvet i 2009. Det var under Giroen, og stedet lignede noget, der umuligt kunne repareres af penge eller tro. En knust by, der klappede sammen og slog sine egne mennesker ihjel. Der var et langt juridisk efterspil om sjusket seismologi, der måske kunne have advaret bedre om de flænger i jordklodens indre, der knuste det, der lå over skorpen en aprilnat for 14 år siden. Såret er stadig stort, men det pibler frem af liv, og genopbygningen har overhalet indtrykket af en kvast by. De smukke bygninger har vundet bybilledet tilbage, og en fredag aften i maj ligner den igen det, den var. Håb heler måske lige så meget som de kraner, der hænger som store storke over byens børn, der leger længere nede ad gaden, hvor vi parkerer først på aftenen.
Hvis Francesca, jeg talte med for uge siden, har ret i, at syden har stemningen og øjeblikket som særkende, har jeg set det selv. Men for Napolis bykerne og L’Aquilas genopbygning er det også meget mere end det. Ting vokser hurtigere, når de først er blevet holdt nede. Jeg tror ikke, at Syditalien kommer til at blomstre helt ud i min levetid, men når mine børn bliver voksne nok til at se kontrasten, er den forhåbentlig stadigvæk tydelig på flere af de måder, jeg er kommet til at holde af. Norditalien minder alt for meget om den del af Europa, der vil vækste hensynsløst til bristepunktet. Drømmen om ubekymrethed er totalt naiv, og skulle man få tanken, at det er sådan, de fleste lever i Syditalien, er det fordi man bevidst ser bort fra alt det, der står i vejen for den.
Terni, Umbrien, 13. maj
På vej videre har vi krydset grænsen mellem nord og syd igen, men det gik så stærkt, at jeg ikke så det. Med Napoli siddende mentalt i bakspejlet kommer jeg i tanke om den sidste scene i Paolo Sorrentinos seneste film, È stata la mano di Dio. Den, hvor Fabietto, der spiller instruktøren som ung, taler med sit ældre forbillede, Antonio Capuano. De skændes i mørket nede ved stranden i Posillipo, hvor bugten bliver oplyst af byen. Filmen er selvbiografisk for Sorrentino, der mistede begge sine forældre, da han var 16 år. I scenen tvinger Capuano unge Fabietto til at svare på, hvorfor han vil rejse til Rom for at lave film. Væk fra Napoli mod nord, hvor tingene sker. De råber, og Fabietto bliver rasende. Capuano svarer ham med et fodboldudtryk og gentager det flere gange, efter at han har sagt, at håb og smerte er en fælde, der ikke kommer noget ud af: »Non ti disunire, Fabio.« Det er svært at oversætte direkte uden for banen, men det betyder, at han ikke skal tabe eller dele sig selv i to, selvom han er i bevægelse. Det er nøjagtigt sådan, jeg har det med Syditalien. Alt er mistet, intet er tabt.
