Samtidskunsten er oppe i tiden. I hvert fald, hvis man spørger den tyske filosof Juliane Rebentisch, som har forfattet bogen Samtidskunstens teorier – En indføring, der udkom på dansk sidste år. Det er efter sigende med vid og pondus, at hun sætter ord på samtidskunstens besværlige væsen, men jeg kan desværre hverken be- eller afkræfte, for jeg har ikke læst den, selvom den nu ligger her og skinner flot sølv i min kroniske bogkø. Til gengæld har jeg hørt Dagbladet Informations podcast Samtidskunsten forfra, som i god, sekunderende stil giver en introduktion til Rebentischs mere krævende indføring, kapitel for kapitel.

Og det er selvfølgelig ikke en tilfældighed, at netop Information formidler bogens indhold i lyd. Det er avisens eget forlag, der sidste år lod bogen oversætte og udgive i samarbejde med Ny Carlsbergfondet under bogserietitlen Bibliotek for ny kunstteori. Rebentischs bog er den anden i rækken af i alt syv planlagte nyoversættelser, og den handler om samtidskunstens grænseløshed og om den enorme hovedpine, det giver kunstteoretikerne, at nutidens kunst hverken har en start eller slutning. Kunsten i dag kan som bekendt være alt, og det har længe gjort det svært for det menige øje at skelne mellem den og ikke-kunsten. Men også på kunstens egne indre linjer er det begyndt at blive ekstra udfordrende at definere og kategorisere. Genrer, ismer og selv kunstarter er opløst i en sådan grad, at det har en destabiliserende effekt på muligheden for at vurdere det enkelte kunstværk, mener Rebentisch. Men med bogen prøver hun alligevel at få hold om den.