Det ligner en tanke, at Den Kongelige Ballet efter at have presset de sidste solgte billetter ud af Twyla Tharps Broadway-dansekoncert Come Fly Away igennem det seneste tiår nu selv forsøger at stable et lignende koncept på benene med kongelig solodanser Gregory Deans hyldest til gamle amerikanske hollywoodmusicals i Gotta Dance! med natklubstemning og live bigband på scenen.

Men hvor Twyla Tharps Come Fly Away havde 32 Frank Sinatra-sange som sit omdrejningspunkt, og man i det anslåede handlingsforløb i det mindste kunne ane forskellige faser i kunstnerens liv, karriere og udvikling i hans forhold til kærligheden, så er der i Gregory Deans tableauparade Gotta Dance! ikke meget, der binder de 31 løsrevne musicalsange sammen, andet end lige danseglæden. En handling med udvikling, eller noget at tænke over, er der ikke. Blot en togrejse med kuffertsvingende passagerer, der alle ender på natklub i Paris. Måske en slags metafor for Deans egen karrieres rejse, al den stund at Dean i programteksten selv beskriver forestillingen som »det mest personlige, jeg endnu har lavet«.