Publikum vil have en helt at heppe på. Det er grundreglen i historiefortælling generelt og film i særdeleshed. Vi vil se hovedpersonen lykkes med sit forehavende, helt uafhængigt af hvor nobelt hans ærinde ellers er. Der er vitterlig ingen grænse for, hvilke handlinger vi vil acceptere fra en protagonist, men det kræver skarp karaktertegning og grundigt arbejde med hans motivation.

Dette er særlig vigtigt i film om kriminelle. En forbryder kan sagtens være helten i en historie, men kun hvis antagonisterne er værre. Er vor hovedperson trods alt bedre og mere menneskelig end de andre kriminelle? (The Godfather). Er han offer for Den Store Uretfærdighed? (The Talented Mr. Ripley). Er ordensmagten/staten/politiet endnu værre end de kriminelle? (Profeten, Peaky Blinders). Har han et desperat behov, så målet helliger midlet? (Breaking Bad).