Møllers have. Affald spredes tankeløst i både byer og skove. Det gælder blandt andet de over fem millioner nikotinposer, der årligt spyttes ud på gaden frem for i skraldespanden.
Til kamp mod natursmudserne
Hver eneste dag, år ud og år ind, smides, kastes, dumpes, drysses i tonsvis af synligt affald – dåser, plastbægre, poser, flasker, kapsler, kartoner, slikpapir, cigaretskod, nikotinposer og meget, meget andet – ud på veje, gader og stræder, i skove, søer, vande og alle mulige andre steder i natur og landskab. Dertil kommer alt det, som tabes, bliver ført afsted af vinden, falder af køretøjer, bliver fisket op fra autoriserede skraldespande i byerne af vakse kragefugle eller på anden måde utilsigtet havner i det fri.
Farvandene omkring Danmark modtager ligeledes enorme mængder af affald fra skibstrafik, fiskeri og boreplatforme – anbringelse på den legendariske »blå hylde« anses stadig af alt for mange for at være den mest nærliggende løsning. En del skyller op på de danske kyster, men størstedelen forbliver under vandoverfladen, hvor især forliste fiskeredskaber volder stor skade på havets tilbageværende liv.
Del: