Levned & meninger. Under vedbenden findes en portal, som man træder ind i på egen risiko.
Tidens giftige lian
Snart skal der være konfirmationsfest for den dreng, som vi skubbede rundt i barnevogn for et øjeblik siden, så jeg er gået i haven for at fjerne vedbend med rosensaks og fortrængte følelser. Faktisk skiftede jeg hurtigt til sav og grensaks, for planten er en mægtig modstander, og opgøret har været længe undervejs.
Da vi flyttede ind for snart ti år siden, var store dele af huset dækket af den. Stænglerne var klatret op på taget for at skubbe teglsten ud af deres røde mosaik, de havde kilet sig ind mellem vinduesrammerne og ned i nedløbsrørene og gravet underjordiske gange på kryds og tværs af græsplænen. Vedbenden var endda flyttet ind under et halvtag, hvor den havde brugt de seneste årtier på at træne sig barket og senet som Sylvester Stallones biceps, indtil den var stærk nok til at trække konstruktionen ud fra muren med skruer, rawlplugs og det hele.
Jeg skriver »den«, fordi planten er blevet en slags sjette passager på familiens rejse gennem forstæderne: to voksne, tre børn, to katte og et giftigt grønt monster, der sniger sig langsomt ind på os fra alle sider. Det uhyggelige er ikke så meget giftstofferne i dens stængler og blade, men at der ikke synes at være en ende på den. Et sted må der jo sidde en hovedrod, hvor det hele begyndte, og hvor man kan slukke for det igen, men jo mere man leder, desto mere fortabt bliver man. Det første år fik vi befriet huset fra dens kvælende omfavnelse, men det meste af haven er stadig gemt under en dyne af voksagtige blade, og nu må det altså være nok.
»Husk at gemme noget til bierne,« brummede en bekendt lidt anklagende, da jeg leverede min seneste frontberetning fra krigen mod biomassen. Den slags kommentarer får jeg tit, når jeg fortæller om at rydde op og smide ud i vores gamle hus. Vores køkken er i træ og fra tresserne, og flere gæster har bedt os love, at vi aldrig skifter det ud, fordi det er så charmerende, at lågerne ikke lukker ordentligt, og at skufferne med bestik falder ud på gulvet med store brag, hvis man trækker for meget i dem. Selv har de fliser i rådhusmønster og skuffer, der glider på plads med orgastiske suk. Men det ville være så »synd« og »ærgerligt«, hvis vi andre også fik lidt styr på vores liv. Nogle ting er så gode, at man mest ønsker dem for andre.
På en hjemmeside ved navn Plantorama kan jeg også læse mig til, at jeg helt har misforstået planten i min have:
»Dens lette, bølgende blade med diskrete tegninger og elegante linjer giver planten et poetisk og afslappet udtryk,« står der.
»Afslappet,« vrisser jeg ude i bedet, mens saksen bider, rødderne knaser, og jeg rykker dem op af jorden som kabler i et hedensk datacenter. Jo mere jeg skærer ned, desto tydeligere bliver det, hvor meget planten fylder. Når man har trukket lianen ned fra et træ, er der kun tynde, grenløse stammer tilbage. Hækken ind til naboen er ikke nogen rigtig hæk, men et hønsenet, hvor en tyk dyne af vedbend har fastgjort sig med tusind små dobbeltknuder.
MÅSKE ER DET de giftige saponiner, der gør det, men efterhånden kommer man ind i en slags efeu-induceret trance, mens man arbejder sig længere og længere ind i plantens labyrint. Lydene fra saksen og gaden udenfor bliver forstærket. Jeg kan høre motionscyklisterne suse forbi derude, deres råbende samtaler stiger og falder dramatisk i lydstyrke, når de passerer. Det er et fascinerende fænomen, hvor man i tre sekunder ad gangen kan komme helt ind i privatsfæren hos andre mænd. På et tidspunkt begyndte jeg at notere lydbidderne ned på min telefon. Nogle af dem har deres egen prosaiske skønhed:
»... de kan tilbyde en HELT ANDEN LØNPAKKE end den, han har nu …«
»... det kostede ATTEN HUNDREDE FØRSTE GANG, men du kan godt regne med …«
»... jeg har en kammerat derovre, SOM BOR PÅ 400 kvadratmeter …«
Det støver, når man flår det nederste lag af blade og stængler til side, og jeg hoster og gnider mig i øjnene. Så dukker farverne frem. Under vedbenden er jorden slet ikke brun, men rød, gul og violet. Solens stråler får den til at glimte som skattekisten i en tegnefilm. Den første genstand, jeg fisker op, er en rustrød pose med »Kims fritter«, som vistnok ikke produceres mere. Så følger papiret til en Snickers-bar med forhistorisk logo. En punkteret gul plasticbold, som jeg husker følelsen af at kaste i en blød bue til et par små børnehænder. Et pokémonkort med dragen Charizard.
Der er også et pølsepapir fra Steff Houlberg, selvom der ikke er en pølsevogn i miles omkreds. Som en anden madeleinekage trækker det krøllede papir mig i et splitsekund tilbage til min egen barndom og dengang, min bedstemor sendte mig en ristet hotdog med posten. Hun hentede den fra pølsevognen ved Nyboder, hvor vi så tit havde spist sammen, og den ankom i en kuvert foret med stanniol. Jeg kan huske synet af pølsemassen dernede, den brune blanding af ketchup, sød sennep og blødgjorte ristede løg, som var blevet æltet sammen af Post Danmark. Mine forældres blanding af morskab og bekymring – for bakterier, nok også for min bedstemors sindstilstand. Hvordan jeg slugte hotdoggen i tre-fire bidder.
HELT INDE ved hækken sidder en rod, der er tykkere end de andre. Måske er det hovedroden, når jeg at tænke, kontakten, som én gang for alle slukker for nedtællingen. Men da jeg griber om den, er roden blødere end de andre, den slipper jorden uden modstand. Jeg holder den op i lyset og kan se, at det slet ikke er en plante, men en rebstump. Den kommer fra det reb, jeg hængte op i træet, og som børnene svingede sig i, da de gik i børnehave. Jeg stillede mig med ryggen op ad stammen, fordi jeg var bange for, at de ville støde ind i den, men det skete aldrig. Knuderne på rebet er der stadig, men stumpen er grå, fibrene ved at blive opløst i det grønne hav.
Hvem var det, der sagde det med tidsmaskinen? At hvis man nogensinde opfandt sådan et apparat, skulle det kun være forskere uden børn, som fik adgang til den? I stedet for at opklare mysteriet om Jesu liv eller snigmyrde en postkortmaler i Wien ville de før eller siden bippe sig ind i laboratoriet efter lukketid og rejse tilbage til dengang, deres børn var tre år gamle. Hvis man frit kunne vælge, og ingen så det, vil man hellere lege i haven end ændre verdenshistorien.
De pokkers saponiner. Det må være dem, der får øjnene til at løbe i vand.
Jeg rejser mig langsomt op fra bedet. Nu må det være nok. Der skal også være noget til bierne.
