Få tv-serier er kørt så eftertrykkeligt af sporet, som det skete for The Handmaid’s Tale. Seriefilmatiseringen af Margaret Atwoods 80er-roman var ellers på alles læber, da den fik premiere i 2017. Dels fordi den i Trumps første år som præsident virkede nærmest profetisk med sin dystopiske fortælling om, hvordan USA efter et statskup blev omdøbt til Gilead – et totalitært teokrati, hvor kvinder levede som slaver. Dels fordi seriens æstetik var så bizart indtagende, og her var det bedste eksempel selvfølgelig de i dag så ikoniske dybrøde kåber og dertilhørende hvide kyser med skyklapper, som blev båret af de såkaldte tjenerinder, en slavekaste af fertile kvinder, der levede som avlsdyr for de finere familier i en verden, hvor fødselstallet var faldet drastisk på grund af forurening.

Vores hovedperson, June, der blev spillet af Elisabeth Moss, var netop sådan en tjenerinde, og man vidste fra start, at hun skulle ende med at lede oprøret mod overmagten. Men over sine seks sæsoner bevægede serien sig ikke kun langt væk fra romanen, men også fra sit eget udgangspunkt. Folkene bag anede ganske enkelt ikke, hvad de havde mellem hænderne, og til sidst havde den så mystiske June mistet alle sine særtræk og var nu umulig at adskille fra en hvilken som helst anden vulgær actionheltinde.