På YouTube kan man se klip fra 90ernes sitcom FRIENDS, hvor nogen har fjernet den publikumslatter, der ellers dominerer hver scene i serien.

Oplevelsen er … utryg. Som at skulle falde i søvn uden sut for første gang. Efter cirka hver tredje replik, hvor latteren normalt ville skylle ud i stuerne, opstår nu et mærkeligt krater i scenernes rytme. Skuespillernes ansigter, bemærker man, pauserer i det øjeblik, hvor de overdrevne grin normalt ville manipulere vores hjerner. I dette sekunds venten skulle vi gerne nå at forstå, at det, vi har bevidnet – Joey, der ikke fatter, hvor tjeneren på morgenmadsrestauranten bliver af, Chandler, der tørt forklarer ham, at det er en buffet – er sjovt. Så vågner spillerne op igen og snakker videre, nyt setup, nyt payoff, og så igen denne korte død. Stilhed. Stivnet mimik. Sådan fortsætter det. Det uldtæppelune, hjemlige ved at se FRIENDS er med ét væk uden latteren. Uhygge står tilbage. Man er alene i verden med at mærke, om man fattede og kunne lide joken. Ingen kære følelseshjælper her.