Sent mandag aften, i udkanten af De Olympiske Leges tiende døgn, sænkede tavsheden sig endelig over det store Stade de France. Multiarenaen i den nordlige udkant af Paris, hvis atletikkyndige publikum ellers har summet og applauderet dag efter dag, blev for en stund tyst.

Den svenske stangspringer Armand Duplantis, født og opvokset i amerikanske Louisiana og en af Legenes største stjerner, gjorde sig klar til tredje og sidste forsøg på verdensrekordhøjden 6,25 meter. Efter nogle sekunders betænkningstid, måske en kort refleksion over, hvad i alverden han havde sat sig for, satte han i lynende sprint, og bevæbnet med sin lange glasfiberstang trykkede, svang og manøvrerede han sig lige dele fermt og eksplosivt akkurat over overliggeren.