En af de atleter, der var med til at kaste glans over de nazistiske værter ved De Olympiske Lege i Berlin i 1936, var den kun 17-årige højdespringer Dora Ratjen fra Bremen. Muskuløs og næsten lidt mandhaftig lignede hun en valkyrie fra Hitlers elskede Wagner-operaer.

Men det var, som om et eller andet ikke rigtig stemte med Ratjen, der endte med en fjerdeplads ved Legene i den tyske hovedstad. Når hun tog brusebad, beholdt hun altid noget af tøjet på.