Sagen kort: Astrologien er rykket fra ugebladene til podcasts som den danske Astropod og apps som Co-Star, der tilbyder brugeren et dagligt horoskop. Især blandt yngre kvinder oplever astrologien et boom i disse år, lyder det fra religionssociologer, men det gælder tilsyneladende også på ledelsesgangene: Pernille Bøge, der med en akademisk baggrund som cand.mag. i samfundsfag, historie og formidling i årevis har været ledelsesrådgiver for nogle af Danmarks største organisationer, er sprunget ud som »erhvervsastrolog« og har netop udgivet bogen Ledestjerner med undertitlen Din guide til karrieren i et astrologisk perspektiv.

– Pernille Bøge, fortæl mig, hvorfor stjernernes og planeternes placering skulle have nogen indflydelse på mennesker og deres liv og evner.