Anmeldelse: Tit er jeg glad på Teatret ved Sorte Hest. Kirsten Olesen overbeviser som den nyslåede enke Ellinor, der ser tilbage på et liv levet i skyggen af en skæbnesvanger skitur i dramatiseringen af Jens Christian Grøndahls roman.
Stedfortræderen gør boet op
»Man må vælge den smerte, der passer bedst til en,« konstaterer enken Ellinor tidligt i monologen Tit er jeg glad og indrammer med den replik hele forestillingen, der for tiden kan opleves på Teatret ved Sorte Hest. Efter mandens død er hun flyttet tilbage til barndomsgaden på Vesterbro til stor fortrydelse for de to voksne papsønner, og hun drømmer om at bo der uden møbler, uden planter. Den tidligere arbejderpige kan tilsyneladende ikke længere forlige sig med den Gentofte-frue, hun blev – hun pakker sig hele tiden ind i den bløde, beige cardigan, men det er, som om den ikke længere passer.
Indledningsvis tror man, at den »rigtigt valgte« smerte handler om, hvordan man sørger: Ellinor sørger ikke som mandens sønner, hendes sorg er mere afdæmpet, men gradvis åbenbares det, at ægteskabet byggede på en tragedie. Fra at handle om sorgens sære koreografi (chokket over at skulle hjælpe sin døende mand ud af badet, det absurde i at skulle tage stilling, omverdenens velmenende, men sjældent veludførte omsorg) åbner historien sig og kommer til at handle om at træde i en andens sted som mor, partner og menneske.
Del:
